Studiestarten forstås bredt set som aktiviteter for nye studerende gennem det første halve studieår. Der er her tænkt på tidsrummet fra de nye studerende modtager deres optagelsesbreve/mails, til introdagene og hytteturen, samt en evaluering af den første tid.
Tutorarbejdet er frivilligt, og der skal være klarhed omkring rammerne for de konkrete opgaver, der knytter sig hertil. For at sikre at alle tutorer lever op til samme niveau, er disse retningslinjer udarbejdet af Vejledning og Studieformation, Health i samarbejde med fakultetet. Formålet med retningslinjerne er at afstemme forventninger mellem fakultetet, de faglige miljøer og tutorerne.
Health støtter studiestarten økonomisk og har det overordnede ansvar for studiestarten. Det er derfor vigtigt, at der løbende er en god dialog mellem de involverede parter.