Ny viden om ”ansigtet” i Det Gamle Testamente giver specialepris

Cand.theol. Hannah Mogensen har modtaget Collegium Biblicums specialepris for sin afhandling om ”ansigtets” betydning i Det Gamle Testamente.

Cand.theol. Hannah Mogensen

Hannah Mogensen har i sit speciale lavet en analyse af, hvordan begrebet pānim (ansigtet) bliver brugt i Det Gamle Testamente. Det er lykkedes så godt, at hun er blevet tildelt Collegium Biblicums specialepris.

”Jeg er nu i gang med at søge en stilling som præst i folkekirken. Prisen har for mig været en meget glædelig måde at afslutte min tid på universitetet, og jeg betragter det som en stor ære at være blevet anerkendt for mit speciale. Prisen er derfor også en opmuntring til fortsat at dygtiggøre mig som teolog,” fortæller Hannah Mogensen.

Ny indsigt i gamle tekster
Hannah Mogensens speciale undersøger social-antropologiske aspekter af pānîm (ansigtet) gennem en terminologisk, teologisk og antropologisk analyse af begrebet. Derved når hun frem til en bedre forståelse for hvilket menneskesyn, der ligger bag begrebet, og hvordan ”ansigtet” former de interpersonelle relationer.

For at vise hvordan viden om antropologiske grundbegreber kan give en større indsigt i de gammeltestamentlige tekster, har Hannah Mogensen lavet en udlægning af fortællingen om Jakob og Esau, hvor hun brugte pānîm som fortolkningsnøgle.

”Gennemgangen gjorde det tydeligt, at der er tale om en sand forsoning mellem brødrene. Min perspektivering viste også, at ”ansigtet” har et stort virkningsfelt i det hele taget, og har en indflydelse på vores menneskesyn i dag,” siger Hannah Mogensen.


Fakta
Hannah Kortnum Mogensens speciale har titlen ”De social-antropologiske aspekter af pānîm i Det Gamle Testamente.”

I begrundelsen for tildelingen skriver Collegium Biblicum at opgaven "belyser pānîms betydning of rolle på ny vis. Dermed skaber den [opgaven] udover specialets mål ny viden indenfor den gammeltestamentlige forskning".  Med prisen fulgte kr. 3000,-

Collegium Biblicum er et nationalt teologisk selskab, der har til formål at fremme videnskabelig forskning inden for bibelfagene.