Lægeerklæring

Hvornår har du brug for en lægeerklæring?

Når du søger dispensation på grund af sygdom eller funktionsnedsættelse, skal du bruge en lægeerklæring.

Lægeerklæringen er en lægefaglig vurdering, som skal give studienævnet grundlag for at vurdere, om du skal have dispensation.

Lægeerklæringen skal dokumentere, hvordan, i hvor høj grad og hvor længe din sygdom eller funktionsnedsættelse påvirker din mulighed for at studere / gå til eksamen.

Du skal selv betale for lægeerklæringen.

Tavshedspligt

Studienævnet og studieadministrationen har tavshedspligt.

Du kan derfor være tryg ved at være åben omkring din situation.

Jo bedre vi forstår din situation, jo bedre kan vi behandle din ansøgning.

Habilitet - hvem kan udfærdige lægeerklæringen?

Lægeerklæringen skal laves af en læge, du ikke har en nær relation til.

Det betyder, at du ikke kan sende en lægeerklæring fra et nært familiemedlem/pårørende, lige meget om han/hun er din faste læge eller ej.

Du skal i stedet kontakte en anden læge og få en uvildig lægeerklæring.

Vejledning til indhold af lægeerklæringer

Tag gerne denne vejledning med til din læge!

Krav til indhold af en lægeerklæring er afhængigt af, hvilken type dispensation du søger.
Det er op til Studienævnet at vurdere, om du kan få dispensation.
Studienævnet forholder sig altid til en lægeerklæring, og den indgår i behandlingen af din ansøgning.
Du skal være opmærksom på, at en lægeerklæring ikke altid kan give dispensation, da Studienævnet ikke er forpligtet til at følge lægens anbefalinger.

Hvis vi har brug for mere dokumentation, kontakter vi dig.
Vi kontakter ikke din læge.

Det er vigtigt, at din lægeerklæring indeholder oplysninger om:

1. Tid 

  • Hvornår har lægen set dig?
  • I hvilken periode har du været syg?
  • Er sygdommen kronisk?
  • Hvor længe forventer du at være syg?
  • Er du helt eller delvist sygemeldt?
  • Hvis du er deltidssygemeldt - hvor mange timer om ugen kan du arbejde?
  • Er der udsigt til bedring (hvad er prognosen)?
  • Kan du selv gøre noget for, at tilstanden bedres?

Vær opmærksom på, at det er vigtigt, at lægen har set dig i den periode, som lægeerklæringen dækker over.
Hvis lægeerklæringen handler om sygdom tilbage i tiden, kan det betyde, at studienævnet lægger mindre vægt på lægeerklæringen.

2. Lægefaglig vurdering

Lægen skal ikke nødvendigvis oplyse, hvilken sygdom, der er tale om.
Lægeerklæringen skal tydeligt forklare, hvordan din sygdom eller funktionsnedsættelse påvirker dig.
Hvis lægeerklæringen er præcis med hensyn til, hvordan, hvornår og hvor meget din sygdom påvirker din studieaktivitet og mulighed for gennemførsel af din uddannelse, er en præcis diagnose ofte mindre vigtig.

Det skal fremgå af lægeerklæringen, hvordan lægen har fået oplysningerne.
Lægen skal skrive, hvilke informationer, der stammer fra lægens egen undersøgelse af dig og hvilke der kommer fra samtale med dig, fra speciallæge, patientjournal eller lignende.

3. Formelle krav til en lægeerklæring

En lægeerklæring skal også indeholde:

  • Dit navn og personnummer og din adresse.
  • Lægens navn, autorisations-ID, virksomhedsadresse og uddannelse.
  • Oplysning om, hvem der er egen læge.
  • Dato og lægens underskrift eller lignende