Eksamensklager og anker

NB!!! Studerende på Elektronikingeniør skal følge anvisningerne på studieportalen for diplomingeniører.

Din klage skal indgives senest 2 uger efter bedømmelsesfristen.

Hvad kan du klage over?

  • Eksaminationsgrundlaget (spørgsmål, opgaver og lignende)
  • Prøveforløbet (måden hvorpå eksamen blev afviklet)
  • Bedømmelsen (karakteren)
  • Retlige forhold (i strid med bekendtgørelser og love)
  • Fejl og mangler i forbindelse med en prøve

Du kan klage over både mundtlige og skriftlige eksamener.

Klage over vejledning og/eller undervisning 

I en eksamensklage kan du ikke klage over vejledning og/eller undervisning. Eventuelle problemer af denne karakter bør indgå i den almindelige undervisningsevaluering eller tages op med kursusansvarlig eller studieleder.

Hvad skal du være opmærksom på, når du klager?

Bedømmelsen ved en ombedømmelse eller en omprøve kan resultere i, at din karakter bliver sat ned. Du kan ikke klage over den nye karakter.

Tidsfrister

Mundtlige eksamener
Ved mundtlige eksamener løber klagefristen fra den dag, hvor du er til eksamen og får din karakter.

Skriftlige eksamener
Ved skriftlige eksamener løber klagefristen fra den dag, hvor bedømmelsen senest skulle meddeles (bedømmelsesfristen).

Hvis andet ikke er udmeldt, er bedømmelsesfristen 4 uger efter eksamensdagen. Ved specialer er bedømmelsesfristen dog senest 6 uger efter, at du har afleveret dit speciale.

Skriftlighed og begrundelse

Det er dit eget ansvar, at du får begrundet din klage, så dem, der skal behandle din klage, får et godt grundlag at træffe afgørelse på. Det betyder, at du udførligt og skriftligt skal redegøre for, hvad du klager over og hvorfor. 

Hvis der findes en rettevejledning til din opgave, er det en god idé at starte med at læse den, før du klager. Det giver dig mulighed for at vurdere din egen besvarelse og kan hjælpe dig til at begrunde din eventuelle klage. Ligeledes anbefales det at skele til fagets målbeskrivelse.

Det er også altid en god ide at få eksaminators vurdering af opgaven/bedømmelsen, inden du klager, da han/hun kan klarlægge, hvad der er tillagt vægt ved bedømmelsen. Du skal være opmærksom på, at eksaminator ikke er forpligtet til at give dig en tilbagemelding på din bedømmelse inden klagefristen. Klagefristen udsættes som udgangspunkt ikke som følge af manglende feedback, eller hvis det først er muligt at få feedback efter klagefristens udløb. 

Hvis du har været til mundtlig eksamen, anbefales det, at du hurtigst muligt nedskriver alt, hvad du kan huske fra eksamen. Det er også en god idé at gemme eventuelle notater fra forberedelsestiden.

Hvis du klager over bedømmelsen af uddannelsens sidste eksamen: dette kan for eksempel være bacheloropgave eller speciale, skal du være opmærksom på at en eventuel ombedømmelse/omprøve resulterer i, at dit eksamensbevis vil blive inddraget indtil den nye bedømmelse foreligger.

Den vejledende sagsbehandlingstid

Sagsbehandlingstiden for en eksamensklage er cirka 3 måneder. I spidsbelastningsperioder kan det tage længere tid.

En imødekommelse af klagen med tilbud om ombedømmelse vil forlænge processen yderligere.

Klager over ikke-beståede karakterer

Hvis du klager over en ikke-bestået karakter, bør klagen ikke afholde dig fra at gå til reeksamen. På grund af sagsbehandlingstiden for eksamensklager, bør du ikke afvente klageafgørelsen, inden du deltager i reeksamen. Hvis du får et bedre resultat ud af eksamensklagen end resultatet fra reeksamen, vil du få den højeste karakter indsat.

Anonymitet

Du er som udgangspunkt ikke anonym, når du klager over en eksamen. Det betyder, at de, der behandler din sag, kan se dit navn og dit årskortnummer mv. Alle har tavshedspligt, og dine oplysninger behandles fortroligt.

Hvad sker der, når du har indsendt en klage?

Hvis din klage vedrører bedømmelsen, forelægges din klage for bedømmerne, der herefter normalt har en frist på 2 uger til at afgive en udtalelse. I beregningen af bedømmernes frist indgår juli måned ikke. Du vil få mulighed for at kommentere på bedømmernes udtalelse. 

Studielederen træffer derefter afgørelse. Afgørelsen kan resultere i en af følgende muligheder:

  • du får et tilbud om en ombedømmelse ved nye bedømmere (kun skriftlige prøver),
  • du får et tilbud om en omprøve ved nye bedømmere, eller
  • du får ikke medhold i din klage.

Vedrørende ny bedømmelse

Du skal være opmærksom på, at hvis du accepterer et tilbud om en ny bedømmelse, udpeges nye bedømmere.

Bemærk: klager modtaget efter den 1. september 2022, behandles efter den nye eksamensbekendtgørelse. Det betyder, at den nye bedømmelse alene baseres på din eksamensbesvarelse. De nye bedømmere modtager dermed ikke klagesagen eller oplysning om den oprindelige karakter. Ombedømmelsen kan resultere i en lavere karakter.

Du vil modtage afgørelsen via Digital Post.    

Ankenævn

Hvis du ikke får medhold i din klage, kan du vælge at indbringe studielederens afgørelse for et ankenævn. Ankenævnet kan kun behandle faglige spørgsmål. Det betyder, at ankenævnet eksempelvis ikke kan tage stilling til retlige spørgsmål. 

Ankenævnet består af to beskikkede censorer, en eksaminationsberettiget underviser og en studerende inden for fagområdet.  

Hvad skal du være opmærksom på, når du anker?

Tidsfrist

Din anke skal indgives senest 2 uger efter, at du har modtaget afgørelsen på din klage.

Skriftlighed og begrundelse

Der gælder de samme anbefalinger til skriftlighed og begrundelse, som når du indsender en klage. Det betyder, at du udførligt skal redegøre for, hvad du vil anke over og hvorfor.

Anonymitet

Du er som udgangspunkt ikke anonym, når du klager over en eksamen. Det betyder, at de, der behandler din sag, kan se dit navn og dit årskortnummer mv. Alle har tavshedspligt, og dine oplysninger behandles fortroligt.

Hvad sker der, når du har indsendt din anke?

Ankenævnet træffer afgørelse på baggrund af det materiale, som udgjorde grundlaget for studielederens afgørelse og ud fra den indsendte anke. Ankenævnets afgørelse kan resultere i en af følgende muligheder:

  • du får tilbud om en ombedømmelse ved nye bedømmere (kun skriftlige prøver)
  • du får tilbud om en omprøve ved nye bedømmere, eller
  • du får ikke medhold i anken.

Ankenævnet skal træffe afgørelse senest 2 måneder efter, at anken er indgivet. Du skal være opmærksom på, at juli måned ikke indgår i beregningen af de to måneder.

Retlige spørgsmål

En ny bedømmelse eller resultatet af en omprøve er endelig. Det betyder, at du ikke kan klage "videre i systemet" for så vidt angår den faglige del af din klage.

Hvis du mener, at der er begået retlige fejl ved studielederens eller ankenævnets afgørelse eller ved en ny bedømmelse eller resultat af en omprøve, kan du indbringe det retlige spørgsmål for Styrelsen for Forskning og Uddannelse. 

Der henvises til klagevejledningen i afgørelsesbrevet.