Som studerende i biomedicinsk teknologi er det vigtigt at benytte praktikophold på de kliniske afdelinger rigtigt.
Meningen med opholdet er at få indtryk af den kliniske hverdag på en højteknologisk afdeling. Du er allerede godt ”klædt på” med teknisk viden, så lad være med at fordybe dig i indretning og funktion af det udstyr man har på afdelingen – det kan du altid gøre. Fokusér i stedet på patienten, personalet og samspillet imellem dem. Tal med patienterne om deres oplevelse af undersøgelse og behandling; hvad var godt og hvad kunne have været bedre. De fleste patienter er meget villige til at fortælle når du kommer som student og gerne vil lære.
Tal også med personalet, sygeplejersker, læger, laboranter etc.; drik kaffe med dem i pauserne og få indtryk af hvordan samspil er mellem personalekategorier.
For hver afdeling er der en kort beskrivelse af hvad der sker på afdelingen (undersøgelser, behandling, stuegang, konferencer etc.). Læs dette inden du møder op på afdelingen. Orientér dig også om hvor du skal møde op første dag og hvem der er koordinator for dit ophold.
Hver afdeling har sit særkende eller miljø men ofte er afdelingerne meget hyppigt vært for studerende i mange forskellige specialer og med meget forskellig baggrund derfor kan det for mange være svært lige at vide hvilket niveau netop du skal undervises på. Det er derfor vigtigt, at du selv tager initiativ til at deltage i de kliniske aktiviteter ved at spørge en læge, sygeplejerske eller lignende om lov til at være med. Det vil kun de færreste have noget imod. Det er koordinatorers opgave at holde øje med at du får set og oplevet noget relevant på afdelingen men ansvaret for at lære noget er dit eget.
Under praktikopholdet bør du have for øje, at du i sidste semester af uddannelsen (og måske senere i et ph.d.-studium) skal beskæftige dig med en videnskabeligt baseret opgave. Snak med personalet om hvad der er behov for, og find selv ud af et felt du kunne tænke dig at fordybe dig i.
Skulle der mod forventning være problemer med praktikopholdet så kom frem med disse til koordinatoren mens du er på afdelingen – vendt ikke til bagefter.
Det er ofte en god idé at snakke med medstuderende som har været i praktik på afdelingen før dig. Hør på deres erfaringer og få gode fiduser til hvad der er godt og hvad der evt. måtte være mindre udbytterigt end forventet.
Det praktiske klinikophold er en meget anderledes form for undervisning end hvad du tidligere har oplevet – og det er også spændende!