Erhvervsrettet projektforløb (praktik)

Praktik

Du har mulighed for at tage et erhvervsorienteret projektforløb som en del af din uddannelse.

Erhvervsorienteret projektforløb hedder også bare "praktik" og fylder enten 15 eller 20 ECTS. 

Hvis du gerne vil i praktik, skal du selv finde en praktikplads. 

Formålet med praktikken er, at du får erfaring med at bruge og reflektere over brugen af den faglige viden og de færdigheder og kompetencer, som du har fået i løbet af din uddannelse.

Som afslutning på dit praktikophold skal du aflevere en synopsis og gå til en mundtlig eksamen.

Se de læringsmål som praktikken bedømmes ud fra i kursuskataloget

Praktikken kan både foregå i Danmark og i udlandet. 
 

Økonomi under praktikken

Da du tager det erhvervsorienterede projektforløb som en del af din uddannelse, får du stadig SU. Du kan derfor ikke få løn under din praktik.  

Virksomheden må dog gerne i mindre omfang udbetale "en erkendtlighed".

Du må også gerne fra projektstedet modtage tilskud til f.eks. transport, husleje og telefon. Gør du det, skal du kunne dokumentere, at det er udgifter, du har haft i løbet af projektforløbet.

Du kan læse mere om retningslinjerne på SUs hjemmeside.


Guide til praktik

1. Find ud af, hvor du vil i praktik og hvorfor

Hvorfor praktik

Start med at overveje, hvorfor du gerne vil i praktik, og hvad du håber at få ud af forløbet. Tænk over, hvad du har af faglige styrker.

Skriv evt. dine overvejelser ned - det kan hjælpe dig, når du skal til at indkredse, hvilken praktikplads, der giver mening for dig. 



Hvordan finder man en plads?

Overordnet er der to måder at finde en praktikplads på:

  • Du søger på et praktikopslag, som du finder fx i AU's jobbank eller andre steder, fx virksomhedens hjemmeside

  • Du søger uopfordret - dvs. du kontakter en virksomhed og tilbyder dig selv som praktikant 👋



Inspiration til at finde praktikplads

I AU's jobbank kan du søge opslag frem, som er relevante for studerende på idrætsvidenskab. 

Du kan også finde inspiration i denne oversigt over tidligere godkendte praktiksteder, hvor andre studerende fra idrætsvidenskab har gennemført deres praktik. 

Katalog over tidligere praktiksteder

2. Deltag i forberedende seminar

I semesteret inden din praktik, har du mulighed for at deltage i et seminar med de studerende, som allerede er i praktik. 

De mødes for at præsentere deres posters og dele deres erfaringer med praktik. 

Alle der skal i praktik i det kommende semester er velkomne til at deltage i seminaret, som er en god forberedelse til din egen praktik.
 

Hvornår

Seminaret ligger som regel i starten af maj/starten af november. 

3. Søg en praktikplads

Der kommer hele tiden nye opslag fra virksomheder, som ønsker at få praktikanter.

Nogle steder skal man være meget tidligt ude, mens andre først laver aftaler med praktikanter tæt på semesterstart.

Hold øje med opslag og vær selv opsøgende. 
 

Hjælp til ansøgningen

At søge praktikplads minder om at søge job. Du skal præsentere dine kompetencer og argumentere for, hvorfor du vil være den rette til netop den praktikplads. 

Du kan få tips til hvordan du skruer en god ansøgning sammen på vores sider om jobsøgning.

Gå til jobsøgningssiderne

Du kan også få sparring på ansøgning og CV, hvis du booker en tid hos vores karrierevejleder.

Book karrierevejleder her

4. Lav en aftale med praktikstedet og søg forhåndsgodkendelse

Inden du går i gang med din praktik, skal forløbet godkendes af den kursusansvarlige.

Den kursusansvarlige skal sikre:

  • at praktikstedet og de opgaver, du skal løse, er relevante for din uddannelse.

  • at dit praktikforløb giver dig mulighed for at arbejde med en akademisk problemstilling på kandidatniveau. 

  • at dit projektforløb er på minimum 500 timer, hvis du skal have 20 ECTS, eller 350 timer, hvis du skal have 15 ECTS. 


Sådan søger du forhåndsgodkendelse
 

  1. Når du har en aftale med praktikstedet, skal virksomheden udpege en vejleder og underskrive et aftalebrev: 
    Brug dette aftalebrev
    Aftalebrev på engelsk

  2. Send en mail til den kursusansvarlige for det semester, hvor du skal i praktik. 

  3. I mailen beskriver du kort dit praktiksted og de opgaver, du skal løse i løbet af din praktik. 

  4. Vedhæft afltalebrevet og send det til den kursusansvarlige

  5. Mailen skal sendes senest den første uge af det semester, hvor du er i praktik. Men det er en god idé at være i god tid. 

5. Mens du er i praktik

Vejledning og seminarer undervejs

Du har to vejledere mens du er i praktik.

Virksomhedsvejlederen

Virksomhedsvejlederen er din vejleder på praktikstedet.

Virksomhedsvejlederen skal sørge for: 

  • at du får opgaver, der er fagligt relevante og interessante i en idrætsvidenskabelig kontekst 

  • at vejlede og sparre med dig ift. løsningen af de konkrete opgaver, du skal løse under projektforløbet.


Universitetsvejlederen

Det er den kursusansvarlige på det erhvervsorienterede projektforløb, der er din universietsvejleder.

Din universitetsvejleder: 

  • er din AU-sparringspartner på dit projektforløb.

  • kan hjælpe med eventuelle spørgsmål eller problemer, som kan opstå i forbindelse med projektforløbet.

Det er ikke universitetsvejlederens opgave at vejlede dig ift. løsningen af de konkrete opgaver, du skal løse under projektforløbet. Det er virksomhedsvejlederen, der står for den del. 


Seminarer

Der er nogle obligatoriske seminarer, du skal deltage i, mens du er i praktik. På seminarerne deltager alle idrætsstuderende, der er i praktik.

Du får info om seminarerne via Brightspace.

6. Aflevering og eksamen

For at bestå dit erhvervsrettede projektforløb, skal du aflevere en portfolio og en synopsis, og du skal præsentere en poster til det sidste seminar.

Derefter skal du til en mundtlig eksamen med udgangspunkt i din synopsis. 

Du kan se i eksamensplanen, hvornår du skal aflevere og til mundtlig eksamen. 

Det er din universitetsvejleder, der læser og bedømmer din opgave. 



Aflevering - husk dokumentation af gennemført forløb
 

  1. Aflevér synopsis og portfolio i WISEflow. De skal være i to adskilte dokumenter. 

  2. Senest 1 uge inden din mundtlige eksamen skal du udfylde dokumentationsskema for gennemført praktik og sende det (+portfolio) til den kursusansvarlige via Brightspace. 

Blanketten er dokumentation fra dit praktiksted på, at praktikken er gennemført som aftalt. 

Tilmeldingsperiode og frister

Tilmelding i STADS: 

  • 1. maj - 5. maj (for efteråret)

  • 1. nov. - 5. nov. (for foråret)


Frist for at søge forhåndsgodkendelse:

  • første uge af september (efteråret)
  • første uge af februar (foråret)

Kontakt


Kursusansvarlig efterår
 

Kursusansvarlig forår