Det er vigtigt, at du holder telefon, computer, apps og programmer opdaterede for at passe godt på dine data. Et antivirusprogram er også nødvendigt.
Selvom du beskytter din telefon, computer og andre enheder med stærke kodeord og passer på, hvem der kan se din skærm, kan manglende opdateringer af dine styresystemer, apps og programmer efterlade sikkerhedshuller, som giver cyberkriminelle bagveje til dine enheder.
Derfor bliver der jævnligt udgivet opdateringer, og det er vigtigt, at du får dem installeret. Også selvom det virker som om, at du lige har opdateret.
Et antivirusprogram er også nødvendigt for at kunne holde dine enheder sikre. Får du virus på din computer kan cyberkriminelle fx stjæle eller ødelægge programmer og data og personlige oplysninger på din computer. En virus kan også sendes videre til alle dine kontakter.
En række producenter af telefoner, computere og tablets har lavet guides til, hvordan du indstiller dit udstyr til at downloade og installere opdateringer automatisk. Så behøver du ikke at tænke på det.
Ikke alle internetbrowsere kan opdateres automatisk, så det skal du selv gøre. Der findes guides til, hvordan du tjekker for nye opdateringer på de mest populære browsere.
Antivirusprogrammer varierer i pris fra de helt gratis til fx 1.500 kr, og graden af funktioner, beskyttelse og muligheder for support er også meget forskellig.
Søg fx efter "antivirus bedst i test" for finde et, der passer til dine behov.
Ligesom med andre apps og programmer er det også vigtigt at holde dit antivirusprogram opdateret.