Det er mandag den 13. maj 2013. De er lige kørt ud af indkørslen og på vej op ad Lundfodvej lidt udenfor Brande. I den grå Opel Astra sidder 23-årige Steffen Lund Skov Madsen og hans mor. Steffen sidder til højre i passagersiden. I venstre side bag rattet sidder hans mor. Der er ikke andre med i bilen. De skal aflevere service, de har lånt i forbindelse med lillesøsterens konfirmation dagen før. Steffen har længe taget tilløb, men denne gang besluttet, at nu skal det være. Han har tænkt over, at bilen vil være et rigtigt godt sted at sige det. Bilen er, føler han, et trygt sted, fordi de begge har sikkerhedssele på. De behøver heller ikke at have øjenkontakt. Og vigtigst af alt, hun kan ikke gå nogen steder hen bagefter, når han har sagt det. Der er stille, før han hører sig selv sige: ”Der er noget, jeg skal fortælle dig. ” Han kan mærke sit hjerte hamre af nervøsitet. Han hører sin stemme uden for sin egen krop. Som om han sidder et helt andet sted i bilen og hører ordene komme ud af sin egen mund. Da den første sætning er sagt, græder han. Hans mor begynder også at græde, instinktivt, uden at vide hvorfor. Hun er ked af, at han er ked af det. ”Det er, fordi jeg er homoseksuel, ” siger Steffen så grådkvalt. ”Nå, nå, det er okay, helt okay, ” siger hans mor roligt, mens hun kører bilen. Hun lyder næsten lettet og siger så: ”Jeg troede, du skulle til at sige, at du var alvorligt syg. ”

Hun klemmer sin højre hånd omkring hans venstre hånd.

At springe ud af skabet

Steffen Lund Skov Madsen er i dag 27 år og nyuddannet cand.mag. i lingvistik og retorik. Hans speciale handler om at ”springe ud” som homoseksuel. Specialet bygger på kvalitative interview med frivillige fra danske LGBT-rådgivningsinstitutioner og DR-dokumentarer, som han har brugt til at analysere forskellige praksisser, der falder ind under betegnelsen at springe ud og være i skabet.
   Steffen skelner blandt andet mellem to forskellige spring-ud-praksisser. ”Det rituelle udspring” har Steffen blandt andet analyseret i DR-dokumentaren Homo-Lesbians, hvor Anne-Sofie springer ud for rullende kamera foran tre veninder. Det gør hun med det, Steffen i sit speciale kalder en præannoncering: ”Der er noget, jeg skal fortælle jer”. Efterfulgt af en nyhedsannoncering: ”Jeg er homoseksuel”. En anden variant af spring-ud-praksisser er ”det indlejrede udspring” - hvor man for eksempel til en jobsamtale nævner, at man har en kæreste og senere bruger pronomenet ”han” om kæresten. Og dermed på en mere indirekte måde springer ud for en potentiel ny arbejdsgiver. 
   Af ”skabspraksisser” har Steffen analyseret, hvordan homoseksuelle laver forskellige ”fabrikeringer” af heteroseksuelle forhold. Praksisser, der kommer til udtryk på mange forskellig måder – alt lige fra valg af pronominer, holden i hånd og en regnbuefarvet nøglering.
   Med afsæt i sit analysearbejde får Steffen således fremvist et katalog over forskellige spring-ud-praksisser og skabspraksisser. Men han får også med sit speciale vist noget om sig selv, fordi han benytter sig af en særlig metode, der hedder auto-etnografi. Det er en metode, han har lånt fra antropologernes værktøjskasse, hvor man bringer sig selv og sine egne erfaringer om det emne, man undersøger, i spil. I Steffens tilfælde sker det i form af en feltjournal over hans egne levede oplevelser som homoseksuel.

"Du er da hetero, ik?"

Det er sidste skoledag på Dalgasskolen i Brande. Alle klasserne er samlet i det store aula. En afgangsklasse står på scenen og kaster karameller ud til de andre børn, der løber rundt for at fange dem. Et sted i aulaen står en seksårig spinkel, lyshåret dreng pludselig helt stille. Han får i det store mylder øje på noget, der giver ham en diffus følelse. Det er en 9. klasses dreng på scenen, der, uden at gøre sig væsentligt bemærket, kortvarigt bliver bemærket. Den store dreng har et smart joggingsæt på i violet med lidt spraglet mønster omkring skuldrene. Han ser sej og sød ud. Det er den tanke, Steffen får i et splitsekund. I hans meget unge barnekrop føles det som noget og alligevel ikke noget. I hvert fald noget lidt mærkeligt noget. Så han er hurtigt videre og tænker ikke mere over det.
   Steffen går i skole på en helt almindelig folkeskole, bor på en gård lidt udenfor Brande med sin storebror, lillesøster, mor og stedfar. Han går til taekwondo. Han går også til ridning. Det sidste ved hans klassekammerater ikke, fordi Steffen er lidt flov over det. Ellers ligner han alle andre drenge, men der er alligevel noget ved hans adfærd og sprog, der adskiller ham. Han kan bedst lide at lege med pigerne. Så meget så en matematiklærer efter en forældrekonsultation i 3.klasse siger til Steffen, mens hans mor står ved siden af: ”Du skal begynde at lege noget mere med drengene”.
   Steffen bliver i Folkeskolen kaldt ”pigernes ven”. En dag i SFO´en, Valhalla, siger Line: ”Hele skolen tror, du er bøsse”. Det er i 5. klasse. Det er ikke ment ondt, men det føles ondt. Steffen rejser sig fra sofaen, går udenfor og rundt om Valhalla, mens han græder. Han nævner det ikke med et ord, da han kommer ind igen. Han bliver også flere gange i Folkeskolen kaldt ”bøsse” og hører også for sin særlige måde at udtale ”s” på. Han har, indtil han får det påtalt, et lidt særligt fremskudt s. Med årene bliver Steffen også konfronteret direkte – mest direkte, da en voksen mand siger til ham: ”Du er da hetero – ik? ” Steffen svarer: ”Jo, jo, selvfølgelig”. Men der er ikke noget, der er en selvfølge, før den efterårsferie han husker så godt.
   Steffen er 15 år og går til dagligt i 1.g på Ikast-Brande Gymnasium. Han holder sammen med sin familie efterårsferie ved sin mormor i Nr. Aaby på Fyn. Denne aften ligger han på et gæsteværelse i mormorens lejlighed. Han er alene og får øje på et Se & Hør-blad. Han bladrer lidt tilfældigt rundt i det, da han falder over et opslag, hvor der på den ene side er en afklædt kvinde og på den anden side en let afklædt mand. Han kan ikke få øjnene væk fra den ene side af bladet. Han stirrer på manden og bliver ved med at stirre. Den nøgne kvinde derimod siger ham absolut ingenting. Han føler et stærkt ubehag og bliver næsten grebet af panik. Han lægger bladet væk og kigger op på mormorens væg, hvor der hænger et lille udklip af TV-lægen, Peter Geisling, som hun forguder. Steffen er afklaret og forvirret på en gang. Han ved for første gang nogensinde, hvad det er, han kan mærke, men er også forvirret og tænker, om han nu også skal synes, at TV-lægen så pludselig er pæn. Næste morgen står Steffen bare og hænger i køkkenet. Han er ked af det og føler sig fuldstændig tynget. Der er ingen, der nogensinde må vide, at han er homoseksuel. Ingen. Hans mor registrerer, at han er stille og spørger, om der er noget i vejen. Steffen svarer benægtende. Han er også bange for at komme tilbage til gymnasiet efter ferien. En fyr fra A-klassen er sprunget ud, og nu er Steffen overbevist om, at han kan se lige igennem ham. Se, at han er ”skabsbøsse”.

Et skab efter skabet

En af konklusionerne i Steffens speciale er, at det er problematisk, at vi i sproget lægger fokus på bevægelser ud af skabet. Skabet er, mener Steffen, noget kulturelt, vi bygger op i fællesskab. Vi bør være mere kritiske i forhold til samfundets produktion af skabet. Da det første regnbueplejehjem åbnede i Danmark med plads til lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede ældre mennesker, læste Steffen et interview med en ældre mand, der udtalte, at han, da han kom på plejehjem, ”sprang tilbage i skabet”. En formulering, der fik Steffen til at undre sig over, om seksuel identitet skal italesættes som færdige ”spring-ud-historier”, eller om det i virkeligheden er livslange spring-ud-scenarier, der gør sig gældende. Steffen fik, også baseret på egne erfaringer, den tanke, at der altid for homoseksuelle er et spring efter springet og et skab efter skabet. Derfor besluttede han i sit speciale at fokusere på, hvordan man afslører, at man er homoseksuel, og hvordan man skjuler det. Hvordan man springer ud af skabet, og hvordan man er i skabet. 

Et spring efter springet

Det er den 19. oktober 2016. Steffen Lund Skov Madsen sidder i DRs studie i København. Han er inviteret ind i radioprogrammet, Specialisterne. Med radioprogrammet ønsker P1 Eftermiddag at give deres lyttere indsigt i et stofområde, de måske ikke i forvejen vidste var vigtigt og spændende. Steffen har taget noter inden interviewet. Han har svedige håndflader og kan mærke sit hjerte hamre derudaf. Snart springer han ud igen. Klokken er 15.49. En kort jingle indleder radioindslaget, og så er han ude i æteren. Det er live (…)

Radioværten: ” (…) Fordi du har jo selv prøvet at springe ud af skabet. ”

Steffen. ” (…) Ja. Jeg har altid tænkt, at det var noget, der hørte fortiden til, men det der skab er måske hele tiden lidt tættere på, end man lige går og tror. ”

Radioværten: ”Kender du også det fra dig selv? Altså at man går sådan lidt og har døren på vid gab (…) Og nogle gange kravler man sådan lidt i ly af skabsdøren igen? ”

Steffen: ”Et hundredeprocent. (…) Jeg springer ud for min familie, venner og tænker - nu er jeg ”ude” (…) Lige indtil næste gang jeg er ”inde” igen. Lige indtil jeg sidder til jobsamtale, eller lige indtil jeg får nogle nye medstuderende (…) hvor jeg skal springe ud igen (…) Jeg sprang ud første gang som 23-årig, så mine første erfaringer med at være i skabet de strakte sig over en ret lang periode. Så jeg tænker, mit speciale er en måde at vende dét til noget produktivt. ”

Fakta

Steffen Lund Skov Madsens speciale- titel er: ”At springe ud af skabet – en lingvistisk-etnografisk, queerteoretisk undersøgelse af homo- og heteroseksuel identitetsarbejde.”

Specialet blev afleveret på Lingvistik.

Det blev bedømt til 12, og i voteringen sagde censor, at det var et af de bedste specialer, hun nogensinde havde læst.

Det er, ifølge hovedvejleder, lektor Jakob Steensig, et meget velskrevet speciale, der bidrager væsentligt til forskningen, fordi det at ”springe ud” som homoseksuel i specialet bliver sat i en helt ny sammenhæng.