Klassiske Studiers Fagråd

Klassiske Studiers fagråd er alle klassiske studerendes talerør på Aarhus Universitet, og dækker over fagene: Klassisk filologi, klassisk arkæologi, græsk, latin og oldtidskundskab.

Fagrådet repræsenterer de studerende på klassiske studier i universitetets demokratiske organer, og sørger desuden for en række arrangementer gennem semestret, der binder de studerende sammen på tværs af årgange.

Hvad sker der i fagrådet?

Fagrådets primære arrangement er fagrådsmøderne, der afholdes omtrent en gang om måneden. På fagrådsmøderne bliver der talt om alt det, der rører sig på studiet - både fagligt og socialt. Her er plads til både ris, ros og diskussioner. Problemer og løsninger bringes videre herfra op i det universitetspolitiske system til både uddannelsesnævn og studienævn. Derudover faciliterer fagrådet også SUM (Studenter-Underviser-Møder), hvor studerende og undervisere mødes uforpligtende, for at finde lokale løsninger på lokale problemer.

Fagrådet deltager desuden også i planlægning af den årlige fællesfagligdag, samt sommerafslutningen og øvrige ad hoc-arrangementer i løbet af semestrene.

Fagrådet har desuden 2 pladser i Uddannelsesnævnet for Historie og Klassiske Studier.

Hvem er fagrådet?

Det er alle os på Klassiske Studier! Fagrådet er en uforpligtende, studenterdrevet forening, og alle klassiske studerende med interesse for studiemiljøet kan være med i fagrådet, helt uforpligtende. Rent praktisk er det fagrådsledelsen, der består af frivillige studerende, der faciliterer og planlægger fagrådets aktiviteter.

Kontakt os

Bærer du rundt på en studenterpolitisk ildsjæl, der gerne vil starte i det fagnære miljø, har du en fed idé til et fagligt eller socialt arrangement, eller vil du bare gerne høre lidt mere? Så tøv ikke med at kontakte os på facebook eller mail:

Facebook: https://www.facebook.com/klassiskestudiersfagraad

Mail: klassiskfagraadau@gmail.com