Studieskift - Tech

Studieskift for diplomingeniørstuderende

Ønsker du at skifte fra en diplomingeniøruddannelse til en anden diplomingeniøruddannelse eller bacheloruddannelse på AU?

Fremadrettet skal alle diplomingeniørstuderende søge studieskift via Optagelse og ikke via studieadministrationen på Nat-Tech, som hidtil har været muligt.

Du skal gøre følgende:

  1. Hvis du består, hvad der svarer til første studieår på den uddannelse, du ønsker at skifte til, skal du søge studieskift som beskrevet her, hvor du kan læse om frister.
  2. Hvis du ikke består, hvad der svarer til første studieår forud for din optagelse, kan du søge optagelse på ny; altså ordinær optagelse via KOT her. Du bør orientere dig om fristerne inde på linket.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har bestået 1. studieår?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan få merit for hele 1. studieår på den nye uddannelse, anbefaler vi, at du søger både studieskift og optagelse på ny via KOT på den uddannelse, du vil skifte til. Det er ikke noget problem at have to ansøgninger på samme tid.

Læs mere om dette i vejledningen på denne side under fanen ’Jeg læser på en uddannelse – jeg vil gerne skifte til en anden på AU’:

https://bachelor.au.dk/optagelse/anden-optagelsesinformation/soeg-som-nuvaerende-eller-tidligere-studerende


Studieskift for Agro- og civilingeniørstuderende

Studieskift er for dig, der allerede læser på AU eller et andet dansk universitet og nu ønsker at læse en beslægtet uddannelse.

Forudsætninger for at lave et studieskifte er:

  • at du er indskrevet på et dansk universitet. 
  • at du, inden semesterstart, har bestået, hvad der svarer til hele 1. studieår af den uddannelse, du søger om at skifte til.
  • at du opfylder de nuværende adgangskrav til den uddannelse, du søger ind på.
  • at der er ledige pladser på uddannelsen.

Har du spørgsmål til studieskift, er du meget velkommen til at skrive til indskriv@au.dk.

Ansøgningsfrister

Ansøgningsfristen er den 1. marts for uddannelser med studiestart i august/september.

Ansøgningsfristen er den 15. oktober for uddannelser med studiestart i januar/februar.

Sådan søger du

For at søge om studieskift, skal du i ansøgningssystemet finde den uddannelsestype, der hedder ”Studieskift/overflytning – Bacheloruddannelser/Kandidatuddannelser”. Herefter skal du finde den uddannelse, som du ønsker at skifte til.

Når du ansøger, skal du uploade følgende til din ansøgning:

  • En eksamensudskrift med alle forsøg (udskrift RA052U) (hvis du ikke er studerende på AU).
  • Studieordning eller fagbeskrivelser på alle fag (hvis du ikke er studerende på AU).
  • Eksamensbevis fra gymnasial eksamen (hvis du søger en bacheloruddannelse).
  • Dokumentation for sprogkrav for eksempel gymnasiebevis (hvis du søger en kandidatuddannelse).
  • Eksamensbevis for adgangsgivende bachelor (hvis du søger en kandidatuddannelse).

Bacheloruddannelser, der er åbne for studieskift

Bacheloruddannelser der er åbne for ansøgninger til studieskift i sommeroptaget 2024. Ansøgningsfristen er 1. marts 2024

Som udgangspunkt kan der søges til alle bachelor- og diplomingeniøruddannelser på Aarhus Universitet. Dog er der ikke åbent for at søge ind på bacheloruddannelsen i psykologi og Indien og sydasienstudier.

Hvis du ikke kan finde navnet på den uddannelse, du tidligere har været indskrevet på, kan den have ændret titel eller være lukket. Du er velkommen til at kontakte os på indskriv@au.dk, hvis der er en uddannelse, du ikke kan finde i ansøgningsportalen.

 

Kandidatuddannelser, der er åbne for studieskift

Kandidatuddannelser der er åbne for ansøgninger til studieskift i sommeroptaget 2024. Ansøgningsfristen er 1. marts 2024

Som udgangspunkt kan der søges til alle kandidat- og civilingeniøruddannelser på Aarhus Universitet. Der er dog enkelte uddannelser, bl.a. Psykologi, der ikke har åbent for muligheden for at søge studieskift på.

Hvis du ikke kan finde navnet på den uddannelse, du tidligere har været indskrevet på, kan den have ændret titel eller være lukket. Du er velkommen til at kontakte os på indskriv@au.dk, hvis der er en uddannelse, du ikke kan finde i ansøgningsportalen.

 

Hvornår får du svar?

Sagsbehandlingen sker løbende. Der kan forekomme lang behandlingstid, og nogle vil først modtage svar i løbet af august (sommeroptag) januar (vinteroptag).

Husk at tjekke din ansøgning

Det er vigtigt, at du indimellem tjekker din ansøgning for at se, om vi har efterspurgt yderligere dokumentation. Du skulle gerne få en besked på mail om, at der er nyt angående din ansøgning. Desværre oplever vi, at vores notifikationsbeskeder af og til går i spamfilteret hos modtageren og derfor bliver overset. Det kan også være, at du har brugt en e-mail, som du ikke tjekker jævnligt.