Faglig rammebeskrivelse for bioteknologi

Nærværende rammebeskrivelse er et fagbilag, knyttet til Studieordning for bacheloruddannelsen i bioteknologi.

Formål og indhold

Hovedformålet med bacheloruddannelsen i bioteknologi er at give den studerende en grundlæggende indføring i biokemi, bioteknologi, teknisk videnskab samt forståelse for samspillet mellem de enkelte discipliner.

Kernen i bachelorstudiet består af obligatoriske studieelementer i bioteknologi suppleret med obligatoriske støttefag i matematik, kemi og statistik.

Indføringen i de bioteknologiske discipliner danner sammen med støttefagene i matematik, kemi og statistik det faglige fundament for varetagelse af selvstændige jobfunktioner som fordrer grundlæggende faglig indsigt og kunnen indenfor bioteknologi. Bacheloruddannelsen skal endvidere kvalificere til videre studier på kandidatniveau.

Opbygning

Bacheloruddannelsen i bioteknologi har et samlet omfang på 180 ECTS (3 årsværk) og indeholder følgende:

  • det obligatoriske program i bioteknologi (140 ECTS)
    • Introduktion til bioteknologi (5 ECTS)
    • Bioteknologiske produkter og processer (5 ECTS)
    • Almen kemi (5 ECTS)
    • Uorganisk kemi (5 ECTS)
    • Organisk kemi (10 ECTS)
    • Almen biokemi (5 ECTS)
    • Fysisk biokemi 1 (5 ECTS)
    • Fysisk biokemi 2 (5 ECTS)
    • Videregående biokemi (10 ECTS)
    • Almen molekylærbiologi (5 ECTS)
    • Eksperimentel molekylærbiologi (5 ECTS)
    • Videregående molekylærbiologi (5 ECTS)
    • Proteinteknologi (10 ECTS)
    • Projekt (5 ECTS)
    • Teknisk termodynamik (10 ECTS)
    • Molekylær bioteknologi (10 ECTS)
    • Videnskabsteori og etik (5 ECTS)
    • Procesteknik 1 (5 ECTS)
    • Procesteknik 2 (5 ECTS)
    • Bioteknologisk procesteknik (10 ECTS)
    • Processtyring og regulering (5 ECTS)
    • Projektledelse og økonomi (5 ECTS)
  • støttefag indenfor matematik, kemi, fysik, biologi og statistik (20 ECTS)
    • Calculus 1 (5 ECTS)
    • Calculus 2 (5 ECTS)
    • Introduktion til it (5 ECTS)
    • Statistik og databehandling (5 ECTS)
  • valgfrie kurser (10 ECTS)
  • et bachelorprojekt på tredje studieår (10 ECTS)

Eventuelle forudsætninger for deltagelse i et givet kursus vil fremgå af pågældende kursusbeskrivelse i Kursuskataloget.

Førsteårsprøve

Inden udgangen af første studieår af bacheloruddannelsen i bioteknologi skal den studerende for at kunne fortsætte uddannelsen deltage i den obligatoriske undervisning og ordinære prøver/eksaminer i følgende kurser, som udgør førsteårsprøven i bioteknologi (omfang: 45 ECTS):

  • Calculus 1 (5 ECTS)
  • Calculus 2 (5 ECTS)
  • Almen kemi (5 ECTS)
  • Uorganisk kemi (5 ECTS)
  • Organisk kemi (10 ECTS)
  • Bioteknologiske produkter og processer (5 ECTS)
  • Almen biokemi (5 ECTS)
  • Almen molekylærbiologi (5 ECTS)

Samtlige kurser, der indgår i førsteårsprøven, skal bestås inden udgangen af andet studieår.

Bachelorprojekt

Bachelorprojektet skal ligge på uddannelsens tredje år og den studerende skal gennem bachelorprojektet demonstrere evne til at formulere, analysere og bearbejde bioteknologiske problemstillinger inden for et fagligt afgrænset emne. Bachelorprojektet skal indeholde et resumé på engelsk. Resuméet indgår i den samlede bedømmelse af den studerendes formuleringsevne i forbindelse med projektet.

Bachelorprojektet bedømmes efter 13-skalaen under medvirken af en censor, der er beskikket af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Bedømmelsen af bachelorprojektet skal offentliggøres senest to måneder efter at projektet er indleveret til bedømmelse. Juli måned indgår ikke i beregningen af de to måneder.

Eksamens- /og prøveformer

Der afholdes eksamen i forbindelse med afslutningen af undervisningsperioderne.
Kurser skal bestås hver for sig, medmindre det i studieordningen er fastsat, at de indgår i en eksamensmæssig enhed med andre kurser. Der gives èn karakter for hver eksamensmæssig enhed. Alle kurser skal afsluttes med en af følgende eksamensformer:

  • Skriftlig eksamen.
  • Mundtlig eksamen.
  • Hjemmeopgave(r)
  • Multiple Choice
  • Godkendelse af obligatoriske opgaver og/eller rapporter evt. efterfulgt af en samtale.
  • Aktiv deltagelse i kurset evt. efterfulgt af en samtale. F.eks. fremmøde til min. 80% af obligatoriske timer, seminarindlæg, aflevering (og godkendelse) af obligatoriske opgaver etc.
  • Færdighedsprøve
  • Kombinationer af 1 – 7 Eksamensformer kan være med eller uden hjælpemidler. For prøveformer med afsluttende samtale (prøveformerne 5 og 6), hvor den afsluttende samtale ikke er forløbet tilfredsstillende, vil andet eksamensforsøg kunne bestå af en intern mundtlig prøve.
  • Information om brug af hjælpemidler, herunder anvendelse af PC, forberedelse m.v., fremgår af de enkelte kursusbeskrivelser.

    Universitetet kan tilbyde særlige eksamensvilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, til studerende med et andet modersmål end dansk og til studerende med tilsvarende vanskeligheder, når universitetet vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille sådanne studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en sænkning af prøvens niveau.

    Anmodning om særlige eksamensvilkår sendes til studienævnet senest 4 uger før starten på eksamen.

    Merit

    Kurser kan overføres fra andre uddannelser til bacheloruddannelsen i bioteknologi efter individuel vurdering af Studienævn B.

    Dispensationer

    Studienævn B kan, når der foreligger usædvanlige forhold, dispensere fra regler i studieordningen.

    Ikrafttræden

    Studieordningen træder i kraft den 1. august 2006.