Uddannelsens formål

Uddannelsens formål

Uddannelsen sigter mod at give deltagerne et overblik over problemstillingerne i forbindelse med sikker transmission og autenticitet af information. Hovedvægten vil ligge på opbygningen af kryptosystemer og de matematiske metoder, som ligger bag. Uddannelsen sigter således mod at give deltagerne en forståelse af de matematiske metoder fra algebra og talteori, der i dag indgår i opbygningen af kryptosystemer eller som inden for de nærmeste år vil komme i brug. Det vil ske sideløbende med, at principperne i opbygningen af kryptosystemer til forskellige formål præsenteres. I denne forbindelse vil en række andre aspekter i forbindelse med datasikkerhed blive berørt.

Gennemførelse af uddannelsen kvalificerer til at deltage i udviklingen af softwareprodukter, hvori de ovennævnte problemstillinger indgår, eller til at indgå i beslutningsprocessen i forbindelse med indførelse af sådanne produkter i en organisation.