Forleden stødte jeg på en delegation af studerende fra Institut for Statskundskab, der skulle på besøg i Udenrigsministeriet. Det er altid en fornøjelse at møde andre såkaldte statskundskabere, og det gør man da også ustandseligt, når man færdes i den danske centraladministration. Fornøjelsen denne formiddag blev endnu større, da jeg konstaterede, at lederen af delegationen var min gamle specialevejleder. Et par år forinden havde jeg skrevet speciale om det arabiske forår. Stor var min vejleders overraskelse derfor, da jeg kunne oplyse, at jeg for tiden arbejder med de igangværende frihandelsforhandlinger mellem EU og USA. Min gamle vejleder vendte sig mod de studerende og kommunikerede den nærliggende sammenhæng, at hvis man skriver speciale om sikkerhedspolitik i Mellemøsten, så kommer man til at arbejde med handelspolitik i Vesten.

Sådan hænger det naturligvis ikke helt sammen, men historien har to pointer. For det første, så siger den noget vigtigt om, hvad man er god til som statskundskaber: Man er generalist, og man er god til hurtigt at lære nyt. For det andet så viser historien, at jobmarkedets veje er uransaglige, og at det derfor er langt vigtigere at gøre sig umage med det, man nu laver på ethvert givet tidspunkt, end at vælge bestemte fag eller faglige specialiseringer.  

Via studiejobs i kommune og Rigsrevision til international politik

Jeg havde dog nok nærmere den modsatte overbevisning, da jeg startede på statskundskab i sommeren 2006. Jeg kan ret præcist fortælle, hvornår jeg første gang fik tanken om at arbejde med international politik. I 1998 kom min mor hjem fra en rekognoscerings-tur med Herning Kommune til det post-konfliktramte Bosnien. Jeg var meget fascineret af hendes fortællinger om mødet med danske diplomater, som arbejdede med fredsprocessen. Få år senere var fascinationen af det udenrigspolitiske arbejde et af få klare holdepunkter, da jeg sad som skibums i de franske alper og skulle vælge en uddannelse. Sådan har tilfældet tit en vis magt.

Mine første år på statskundskab var ikke præget af tilfældigheder. Jeg ville arbejde med international politik og følgelig måtte jeg arbejde hårdt med studierne for at sikre, at mulighederne stod åbne.

De næste par år fik jeg dog øjnene op for andre fag og bredte min interesse ud. Jeg fik studiejob i Ringkøbing-Skjern Kommune, og fandt umiddelbart større glæde i at lave et stykke arbejde, der havde med mennesker at gøre, end at læse op til eksamen i det nogle gange lidt virkelighedsfjerne fag International Politik. Senere gravede jeg mig dybt ned i min bacheloropgave om demokratisk underskud i kommunalreformen. Jeg troede for en stund, at jeg måske snarere skulle være forsker. Det første år på kandidaten brugte jeg i København, hvor jeg var meget opslugt af mit studiejob i Rigsrevisionen. Dansk forvaltning og demokrati var min kerneinteresse. Jeg nåede også en mindre studiekrise, hvor jeg en overgang var sikker på, at journalistikken i stedet var den rigtige vej for mig.

Caféliv i Paris og praktik hos FN

Men så opdagede jeg, at Aarhus Universitet havde en aftale med et af Europas bedste steder at læse statskundskab, Sciences Po i Paris. Under et mindeværdigt halvt år havde jeg foruden rødvin og caféliv fokus på international politik, herunder særligt sikkerhedspolitik og FN. Det var derfor i naturlig forlængelse, da jeg året efter tog i praktik ved den danske FN-mission i New York. Her tilbragte jeg arbejdsdagene i international politiks svar på Royal Albert Hall: FN's Sikkerhedsråd. Jeg elskede hvert sekund, og pludselig var jeg tilbage ved den gamle drøm om diplomatiet. Der var dog ikke umiddelbart udsigt til ansættelse i et Udenrigsministerium på slankekur, så efter hjemkomst søgte jeg i stedet optagelse på rekrutterings-programmer indenfor ’management consulting’. Rationalet var, at så generiske kompetencer aldrig kunne skade, og at koblingen mellem erhvervsliv og politik åbnede spændende jobmuligheder. Det har jeg ikke fortrudt.

Specialet blev afleveret, og mine første jobs var indenfor EU-politik i Erhvervsstyrelsen samt på et forskningsprojekt om FN og fredsopbygning ved Dansk Institut for Internationale Studier. Begge dele var spændende og holdt mange muligheder åbne. Men efter (for) kort tids ansættelse kom så et opslag i Udenrigsministeriet, og efter et omfattende rekrutteringsforløb befandt jeg så mig selv lige præcis der, hvor jeg fra starten havde håbet at ende. Men vejen dertil har bestemt ikke været direkte – og det er jeg glad for.

Drømmejobbet i Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet er en enormt spændende arbejdsplads. Hører man til den idealistiske type, så er her – med lidt vidtløftig retorik – rige muligheder for at tjene fædrelandet og gøre verden til et bedre sted. Det er ikke stedet, hvis man for enhver pris vil være chef. Chefposterne er alt for få til de mange kvalificerede. Til gengæld er omskiftelighed og nye udfordringer et vilkår. De fleste er, som jeg, forpligtet til med jævne mellemrum at rotere mellem forskellige sagsområder i København samt ambassader i udlandet. Efter et par år på handelspolitikken skifter jeg således nu til det sikkerhedspolitiske område, og om et år eller to går turen så til udlandet.

Samme historie kunne jeg uddybende fortælle de studerende, jeg mødte den formiddag foran min arbejdsplads. Et par dage senere fik jeg en mail fra en af de studerende, som spurgte, hvad man skulle gøre, hvis man gerne ville have foden indenfor i et af ministerierne i København? Lad mig afslutte denne beretning med hovedlinjerne i mit svar til ham: Det samme, som man skal gøre for at løse de fleste opgaver her i livet – gøre sig umage. Men husk nu også at drikke øl, få nye venner og tage til kapsejlads. Man bliver ikke klog på, hvilket arbejde man vil have, ved at sidde med hovedet i bøgerne hele tiden.