Jeg blev i 2011 færdiguddannet statskundskaber efter en studietid, der havde budt på masser af tid på læsesalen, en instruktortjans i sociologi, studietid i udlandet, en kort flirt med konsulentbranchen og et spændende praktikophold på FN-missionen i New York. Samt ikke mindst en hel del sociale arrangementer og fester, der særligt på bacheloren var en fast og værdsat bestanddel af studieugen.
Efter endt studietid fik jeg job i Finansministeriet, hvor jeg skulle være med til at styre økonomien for et par ministerier og bidrage til politikudvikling på både integrations- og beskæftigelsesområdet. Finansministeriet var et ret overraskende valg – særligt for mig selv, da jeg aldrig havde beskæftiget mig med offentlig forvaltning på studiet, men jeg havde et par fantastiske og lærerige år derinde. Finansministeriet er kernen i den danske centraladministration, og det kan varmt anbefales, hvis man har lyst til at få dybt indblik i maskineriet bag dansk politik og ikke er bange for lange arbejdsdage.
Men verden udenfor begyndte at trække i mig, og jeg traf igen et lidt utraditionelt valg og flyttede til Myanmar, hvor jeg fik ansættelse på den netop oprettede danske ambassade. Det var et stort skifte fra national politikudvikling med fokus på statens finanser samt kunsten at tælle til 90 folketingsmandater. Pludselig var jeg i meget fattigt udviklingsland og var med til at opbygge Danmarks indsats i landet med ansvar især for udviklingsbistanden på folkeskole- og sundhedsområdet samt for at skrive politiske analyser til Udenrigsministeriet i København.
Ansættelsen på ambassaden brugte jeg som springbræt til et job i FN i New York, hvor jeg nu sidder i den politiske afdeling af generalsekretær Ban Ki-moons kabinet. Jeg er på et treårigt såkaldt Junior Professional Officer-forløb, som finansieres af den danske udviklingsbistand og er målrettet til at få unge danskere ansat i FN. Afdelingen er ansvarlig for at briefe og rådgive FNs topledelse om de væsentligste politiske spørgsmål globalt, lige fra borgerkrigen i Syrien til humanitære katastrofer i Afrika og forhandlingerne om Irans atomprogram.
Mulighederne som statskundskaber spænder vidt, særligt hvis man har drivet til at lægge en ekstra indsats i perioder og modet til at kaste sig ud i nye udfordringer. Personligt har jeg, som mit karriereforløb måske antyder, aldrig været meget strategisk om mine valg, men forsøgt at vælge efter, hvad der føltes rigtigt. Min erfaring er, at man klarer sig bedst, hvis man anstrenger sig til det yderste med noget, man godt kan lide, og samtidig husker at have det sjovt og bevare glæden. Det er vigtigt både at kunne arbejde hårdt og at holde fri med god samvittighed, så man kan få ladet batterierne op.
Endelig kan jeg kun anbefale at kigge mod udlandet for både studier og jobs. Der er rige muligheder for sommerskoler og praktikstillinger i sommermånederne, og efter et par år på bacheloren er det tid til at tænke seriøst over kandidatuddannelser i udlandet.