AU's Grønne Guide: På studiepladsen

Aarhus Universitet har iværksat mange tiltag for at reducere forbruget af el, vand og varme. Der er allerede sket meget gennem de seneste år, og vi kommer formentlig til at se en kontinuerlig udvikling med flere nye løsninger fremover.

Når du sidder på campus, er der også flere små ting, du selv kan være opmærksom på, hvis du gerne vil bidrage til at minimere AU’s CO2-udledning.

 

AU-fakta

AU har igangsat en lang række initiativer for at nedbringe universitetets energiforbrug. Læs mere herom på hjemmesiden au.dk/kilowhat, hvor du også kan finde inspiration til, hvad du selv kan gøre.  


Brugte bøger

 

Skal du bruge nye bøger til et fag så undersøg gerne, om du kan købe bogen brugt. De fleste studieretninger på AU har en online brugt-børs (ofte via Facebook), hvor du kan købe brugte bøger til billige penge.

Vidste du, at ...

en trykt bog på 360 sider udleder mellem 0,4 – 0,8 kg C02. Udledningen afhænger bl.a. af, hvor meget transport, der har været af bogen. Til sammenligning kan du læse 48 elektroniske bøger på en e-bogslæser, før du rammer samme udledning.


Sluk

 

Når vi sparer på strømmen, gavner det klimaet. Det er indlysende, men alligevel glemmer vi det i en travl hverdag. Her er eksempler på situationer, hvor du med en lille indsats kan hjælpe den grønne dagsorden på vej.

  • Du kan slukke for skærme, arbejdslamper og lys, når du går til frokost, møde el. lign.
  • Du kan være ekstra opmærksom på at slukke lyset, når der er dagslys nok.  
  • Du kan undersøge, om din computer kan indstilles, så den hurtigere går i dvale/hibernate.
  • Når du lukker din computer, kan du med fordel sætte den til at gå i dvale/hibernate i stedet for slumre/sleep, da det forbruger mindre strøm.

AU-fakta

Aarhus Universitet opvarmer sine bygninger til 19 grader i efterårs- og vintermånederne, jf. myndighedernes retningslinjer. 


Før du printer

 

Prints kan være nødvendige og opleves af mange som en stor hjælp i det daglige arbejde. Med enkle tips og råd kan printvanerne gøres grønnere.

  • Du kan gøre det til en vane at overveje en ekstra gang, om du har du brug for at have materialet på print.
  • Det er værd at tænke over, om det er nødvendigt at printe i farver.
  • Print gerne på begge sider: Når du på ”Myprint” har valgt det dokument, du vil udskrive, så tryk på "avancerede indstillinger" og angiv at du ønsker at printe på begge sider. Tryk derefter på ”upload”.

Mails

 

Hvis du zipper (komprimerer) filer eller mapper, før du sender dem på mail, så fylder de mindre.

  • Find den fil eller mappe, du vil komprimere
  • Højreklik på filen eller mappen. Vælg Send til og derefter ZIP-komprimeret mappe
  • Der oprettes en ny zippet mappe med det samme navn på samme placering. Hvis du vil omdøbe den, skal du højreklikke på mappen, vælge Omdøb og derefter skrive det nye navn.

AU-fakta

AU sælger gammelt IT-udstyr til bl.a. Refurb, som renser det forsvarligt og sælger det videre.