Studerende og undervisere kan vende tilbage til undervisningslokalerne i Nobelparken fra uge 11

Nyt om lokalesituationen i Nobelparken gældende fra næste uge

Kære studerende.

Vi er meget glade for at kunne meddele jer, at vi nu har fået den midlertidige godkendelse, der skal til for, at I kan vende tilbage i undervisningslokalerne i bygning 1461, 1463, 1465 og 1467 fra mandag i næste uge. Hold derfor øje med Brightspace og skemaet på mitstudie.au.dk, hvor I vil få nærmere besked.

Der vil desværre stadig være begrænsninger på brugen af studiemiljølokalerne, ligesom vi også må opretholde reduktionen af læsepladser under biblioteket. Vi bliver derfor nødt til at finde alternative løsninger for resten af semestret. Vi er klar over, at det er enormt vigtigt for jer at have mulighed for at mødes i de mere uformelle rammer.

Vi er derfor i gang med at finde erstatninger, og på tirsdag er der blevet indkaldt til et møde, hvor vi sammen kan finde de bedst mulige løsninger. Foruden prodekanen for uddannelse vil folk fra Arts bygningsservice, trivselskoordinatoren, studielederen på IKS m fl. møde op for at bidrage til at løse udfordringen.

I kan finde mere information om dialogmødet her.

Vi vil gerne sige tak for jeres forståelse for situationen.

Venlig hilsen

Dekan Maja Horst og prodekan for uddannelse Niels Lehmann