Vandkanoner, soundbokse og Skagensmalere: Studerendes VR-spil indtog ARoS
‘Cultural Game Jam’ har netop været i Aarhus for anden gang i år, og denne gang var det studerende på kandidaterne i Digital design og Datalogi, der skulle lave VR- og AR-spil under temaet ‘Heritage Remixed’. Fredag d. 9. maj blev de færdige spil vist frem og prøvet på en fælles udstilling på ARoS.

I løbet af foråret har de studerende på kandidaten i Digital design og Datalogi haft en del at se til. Ved siden af deres normale undervisning har de nemlig deltaget i EPIC-WE projektets ‘Cultural Game Jam’, som er et spildesignforløb, hvor unge ’jammer’ med kunsten på ARoS og laver kulturspil.
Over fem cultural game jam sessions, der har forløbet over halvanden måned, har de studerende arbejdet med kunst, kulturarv og EU-værdier, og derigennem brainstormet, udviklet spilkoncepter, designet spilverdener og endelig programmeret deres spil i multiplatform-spilmotoren UNITY.
I fredags kunne de studerende så fejre deres hårde arbejde, da hele forløbet blev afsluttet med en udstilling på ARoS, der på mange måder var et ægte VR-tagselvbord.
Et semi-professionelt setup
Nogle af de nysgerrige gæster, der kiggede forbi for at prøve VR-spillene, var Amanda og Jeppe, som kender en af de studerende fra Digital design.
Amanda og Jeppe har prøvet VR-spil et par gange før, men de blev alligevel overraskede over kvaliteten på de studerendes spil.
“Man bliver altid lidt overrasket, når man har sådan et VR-headset på, og i dag var ingen undtagelse,” fortæller Jeppe og uddyber, at spillet ‘Museum of Dreams’ imponerede ham.
“Jeg blev ret overrasket over, hvor komplekst og detaljeret spillet var, når man tænker på, at det er studerende, der har lavet det. Det var et semi-professionelt setup, og man kunne gøre mange ting i den ret store verden, de havde bygget” fortæller han.
Museum of Dreams
I ‘Museum of Dreams’ er man et lille barn på et museum fuld af tuscher, kanoner og klistermærker. Og så handler det ellers bare om at gøre alle de ting ved kunstværkerne, som ville give store bøder, bortvisning eller fængselsstraf i den virkelige verden.
“Vores spil er en form for sandbox-spil, hvor man er fri til at gøre, hvad man vil,” fortæller Peter fra gruppen bag spillet, der udover ham består af Victor, Morten, Mikkel og Nikolaj fra Digital design.
I spillet kan man gribe fat i en række kanoner med forskellige funktioner. Man kan for eksempel tage en malingkanon og skyde med store klatter maling, eller man kan skyde billederne med en t-shirt-kanon, så personerne på de klassiske guldaldermalerier får et street look med hoodies og baggy jeans.
“Man kan også samle en tusch op og tegne eller skrive over det hele,” fortæller Peter.
Ved første øjekast ligner det måske, at ‘Museum of Dreams’ kun handler om at lave hærværk, men faktisk har gruppen gjort sig mange tanker om at inkorporere temaet ‘heritage remixed’.
“Vi har taget udgangspunkt i det her med at få lov til at redigere og manipulere med kunsten og gøre den mere relaterbar med referencer til nutiden. Vores grundspørgsmål er et eller andet sted hvordan vi kan gøre kulturarv sjovt og interaktivt,” forklarer Peter.
Mange timers hårdt arbejde
Imellem de fem skemalagte sessions har gruppen samlet brugt ca. 150 timer på at få 'Museum of Dreams’ til at spille. Og meget af tiden er gået med at lære at navigere i programmet UNITY.
“Det er første gang vi programmerer et VR-spil. Det har været svært, og læringskurven har været stejl. UNITY er et ret anderledes program at bruge, fordi det er en blanding af at kode og arbejde med interfaces,” fortæller Victor og tilføjer, at det blev lettere i takt med, at de lærte programmet at kende.
“Her i slutningen nåede vi at integrere en helt masse ting, som vi bøvlede meget med i starten,” uddyber han.
Selvom 'Museum of Dreams’ er blevet et sjovt spil, har det til tider været en frustrerende oplevelse at udvikle det. Det tog for eksempel gruppen 3 timer at finde ud af, at et problem med deres headset skyldtes en manglende adapter. Og senere fik et af gruppens medlemmer det dårligt af at bruge den trampolin, som kortvarigt var placeret på museet.
"I testfasen blev jeg vildt køresyg af at hoppe på trampolinen, så vi fandt ud af, at vi blev nødt til at fjerne den igen,” fortæller Victor.
Everything in Modification
Gruppen bag ‘Museum of Dreams’ er ikke alene om at have lagt mange timer i forløbet. For eksempel har Mikkel, der også går på Digital design, næsten siddet i døgndrift for at få de sidste detaljer på plads i sin gruppes spil.
“Det har været lidt hårdt her til sidst, og i sidste uge blev vi lidt ramt af, at der var en del ting, vi lige pludselig skulle nå. Jeg har arbejdet cirka 17 timer om dagen for at blive færdig,” fortæller han.
Sammen med sin gruppe har han udviklet spillet ‘Everything in Modification’, hvor man er en propaganda-arbejder, der skal manipulere med fortidens kunst.
I hele spillet står man bag et arbejdsbord, hvorpå der ligger seks kuber, som kan sættes sammen, så de danner et værk fra Skagensmalerne. På hver side af kuberne er der dog forskellige versioner af billedudsnittet. Ved at vende og dreje kuberne kan man “remixe” kunstværket og for eksempel få en soundboks eller en bunke blodige kaninkadavere med i billedet.
“Man kan så ikke få lov til at bygge og remixe det, man gerne vil, men bliver til sidst nødt til at adlyde en autoritær stemme, der bestemmer, hvordan kunsten skal se ud,” tilføjer Mikkel.
Bookede komponist og lydstudie
Modsat ‘Museum of Dreams’, der er et sandbox-spil med en stor spillefrihed, gik Mikkels gruppe efter en kort og struktureret spiloplevelse.
“Vi skød efter at have en 3-minutters oplevelse med et meget simpelt brug af controllerne, for det kunne jo være, at der var nogen her, der aldrig havde prøvet VR før,” fortæller Mikkel om det enkle spildesign, som gruppen har brugt meget energi på at forfine ned til mindste detalje.
“Jeg hyrede en ven fra min højskole ind til at være vores komponist og lave lyd til spillet. I sidste uge var vi i lydstudie for at optage speaken til spillet. Det fede har været det at gøre lidt ekstra ud af det og få lov til at bruge tid på det på studiet.”
Og det er ikke tilfældigt, at Mikkels gruppe har gjort lidt ekstra for at få et vellykket resultat.
“Jeg har en passion for at lave spil, og laver dem også i min fritid, så det er ikke første gang i dag. Jeg går også efter at blive spildesigner, så det her arrangement har været rigtig fedt,” fortæller Mikkel, der er glad for at kunne tilføje ‘Everything in Modification’ til sin portefølje.
Playing God
Til ‘Cultural Game Jam’ deltog både studerende fra den humanistiske uddannelse Digital design og fra Datalogi, som hører under Natural Sciences.
Men på Datalogi har de studerende faktisk arbejdet med UNITY før.
“Vi har fra start, siden vi begge har erfaring med programmet UNITY fra Datalogi, haft et ønske om at gøre ret meget ud af vores game design og game play, hvor andre grupper fokuserer mere på spiloplevelsen,” fortæller en af de studerende fra Datalogi, der sammen med sin gruppe har udviklet spillet ‘Playing God’.
Gruppen bag spillet havde hurtigt en idé til deres spil, men manglede et koncept, der integrerede kunst og kulturarv. Heldigvis hjalp en gåtur på ARoS.
“Vi havde allerede en idé til et spil inden vi for alvor gik i gang, og da vi så var på ARoS for at se den kunst, som spillet kunne integrere, var der det her krigsbillede, som så blev konceptet for hele spillet,”
I 'Playing God’ er man en gud, der ser en krig udspille sig oppefra, og ved at “pinche” krigerne med en laser kan man enten give dem et sværd, flytte dem rundt i landskabet eller slå dem ihjel – og derved få indflydelse på, hvem der i sidste ende vinder krigen.
Fremtiden for spillene
I den kommende tid vil et panel af eksperter fra spilbranchen, kunstverdenen, universitetet og de unge selv vurdere de udstillede spil og udvælge et spil, der skal videreudvikles og forfines igennem et samarbejde mellem de unge og virksomheden Mothsworks.
Når det udvalgte spil er færdigudviklet, bliver det udgivet på EPIC-WE Ressource Site, hvor man allerede nu kan opleve og spille en lang række af de kulturspil-prototyper, som er blevet udviklet og udgivet i Cultural Game Jams i Aarhus, Hilversum og Óbidos.
Og man kan også tilgå spillene fra den netop overståede ARoS EXPO om ’Heritage Remixed’ her.
‘Cultural Game Jam’ er et projektsamarbejde mellem Aarhus Universitet, Filmbyen Aarhus og ARoS, og er en del af EU-projektet EPIC-WE.
Hvis du har lyst til at vide mere om EPIC-WE eller Cultural Game Jam, kan du kontakte Rikke Toft Nørgård på rtoft@edu.au.dk