Alt på Sofies værelse er genbrug

Sofie læser molekylær medicin og er i foråret 2022 på udveksling i Bergen, Norge. Hun har valgt at indrette sit værelse udelukkende med ting, hun har fundet second-hand.

Fremstilling af møbler er bekosteligt for klimaet, og derfor er det en god idé at købe brugt frem for nyt, når man skal etablere sig i en ny bolig – det gælder ikke mindst, når man rejser på udvekslingsophold.

Hjemlige rammer
For Sofie var det vigtigt at skabe nogle hjemlige rammer for hendes semester i Bergen, hvor hun bor sammen med tre andre studerende i en femværelseslejlighed. ”Da jeg kom ind på værelset var der en seng, en lampe og et indbygget skab. Det var meget spartansk,” fortæller hun. ”Men nu hvor jeg har indrettet mig med de ting, jeg har fundet secondhand, synes jeg værelset er blevet hyggeligt, og jeg nyder at tilbringe tid her.”

Springer Ikea over
Det er primært af økonomiske grunde, at Sofie har valgt at indrette sig med genbrug, mens hun er på studieophold i Norge. ”Det ville have været nemmere at tage en tur i Ikea og købe alt, hvad jeg manglede, fra nyt, men det ville også have været dyrt, og jeg har ikke lyst til at bruge en masse penge på at indrette et værelse, hvor jeg kun skal bo ét semester,” forklarer hun.
 

Indretning på budget
For under 500 kr. har Sofie indrettet en studieplads med skrivebord og en behagelig stol. Tæpper, puder og en lampe skaber en hyggelig atmosfære, og en grøn plante har også fundet vej ind i Sofies oase. Men hvor har hun fundet alle de ting brugte, i en by og et land, hun ikke kender?

Da Sofie landede i lejligheden i Bergen, spurgte hun sine norske bofæller, hvor hun kunne finde genbrugsting i lokalområdet. Sådan fandt hun frem til en norsk online platform, hvor private sælger ud af deres ting.

”Hver dag var jeg inde og kigge annoncer, og når jeg faldt over noget, jeg kunne bruge, hoppede jeg på en bus ud og hente tingene i private hjem rundt omkring i Bergen”.

Bump på busturen
Det har ikke altid været nemt at transportere tingene med sig hjem. Særligt et glasbord, som Sofie bruger som skrivebord, skulle vise sig at være udfordrende at transportere med bybus. ”Der var mange bump på vejen hjem, og jeg var så bange for, at glasset ville blive slået i stykker. Jeg lå nærmest hen over bordet på hele turen hjem,” griner hun.

Vidste du?

Ifølge beregninger foretaget af den britiske Furniture Industry Research Association udleder fremstillingen af et skrivebord gennemsnitligt 35 kg co2 – hvilket svarer til udledningen af fire husstandes årlige energiforbrug.

 

Sofies råd til andre udvekslingsstuderende, som har lyst til at indrette deres værelse med genbrug:

  • Spørg en lokal, hvor man kan finde genbrugsting billigt eller gratis (det kan være et website, en app, eller et fysisk sted).
  • Vær tålmodig. Du finder nok ikke alt, du mangler, på én eftermiddag. Brug lidt tid hver dag på at kigge annoncer, og slå til, når du finder noget, du mangler. På den måde får du langsomt samlet alt, hvad du skal bruge til dit værelse.
  • At købe secondhand baner vejen for oplevelser. Det er tidskrævende at tage ud og hente møbler og nips ad mange omgange, til gengæld får man set nogle steder og kvarterer, som man måske ikke ville have oplevet ellers.
  • Husk, at hvad du investerer i tid, sparer du i penge – og så gør du samtidig noget godt for miljøet ved at genbruge i stedet for at købe nyt.