Studieophold i Japan på 4. semester

Som studerende på bacheloruddannelsen i Japanstudier skal du under normale omstændigheder på et studieophold hos et af Aarhus Universitets japanske udvekslingspartnere.

Opholdet ligger på dit 4. semester - men planlægningen begynder allerede på 2. semester, hvor du vil blive inviteret til et infomøde, som regel i april.

Derudover kan du finde information på denne side.

Studieopholdets varighed og faglige indhold

Som regel starter undervisningen i begyndelsen af april og slutter sidst i juli – der kan dog være forskelle fra universitet til universitet.

Du forventes at deltage i så meget sprogundervisning, som du får tilbudt.

Undervisningen i Japan klæder dig på til at gå til eksamen i hhv. højere mellemniveau japansk mundligt og skriftligt. Eksamen foregår på Aarhus Universitet.

Derudover skal du vælge fag, der svarer til ”IV-fag” (10 ECTS) i din studieordning.

Husk at du skal have dem forhåndsgodkendt, så snart du ved, hvilke fag du kan tage på det pågældende universitet.

Læs mere under "Valg af IV-fag og forhåndsgodkendelse".

Sådan ansøger du om en plads på et japansk universitet

Du skal søge via AU’s ansøgningssystem Move-ON.

Fristen for at ansøge er den 1. maj, året inden du planmæssigt tager afsted - dvs. på dit 2. semester, når du skal afsted på 4. semester.

Der vil være listet et vist antal universiteter i ansøgningssystemet – og det er vigtigt, at du ansøger om dem alle, dvs. at du sætter flueben ved alle udbudte udvekslingspladser.

Du har mulighed for at prioritere, men vi kan ikke garantere, at du vil få tildelt din første eller anden prioritet.

Behandling af din ansøgning

I løbet af sommeren behandler vi din ansøgning og i samarbejde med de japanske universiteter indstiller vi de enkelte ansøgere til universiteterne.

Når vi behandler dig ansøgning, kigger vi på karaktererne fra alle dine aflagte eksamener på første år (60 ECTS) samt de specifikke krav fra de pågældende japanske universiteter.

Du vil få besked om indstillingen i august (eller i september, hvis karakterer fra en evt. reeksamen er afgørende).

Papirarbejde efter din ansøgning

Når du har fået besked om, at du er indstillet, sætter studieadministrationen den reelle ansøgningsproces i gang, ved at informere de pågældende universiteter i Japan om, hvilke studerende de har indstillet til dem.

Hvert japansk universitet har sit eget ansøgningssystem og egne tidsfrister. Processen herfra afhænger derfor af hvert enkelt universitet og varierer tilsvarende.

Studieadministrationen vil kontakte dig og give dig alle nødvendige informationer om, hvilke dokumenter du skal aflevere og hvornår.

Nogle universiteter kræver anbefalinger. I så fald skal du henvende dig til dine undervisere på Japanstudier, så snart du er blevet informeret om det.

Vær opmærksom på, at det kan ske, at det universitet du er indstillet til, afviser at modtage dig pga. deres indstillingskriterier, som kan ændre sig. Studieadministration og faget gør alt for, at dette ikke sker, men det er i sidste ende partneruniversitetets beslutning. Læs mere i FAQ'en.

Valg af IV-fag og ansøgning om forhåndsgodkendelse

Ud over sprogundervisningen, skal du også finde et kursus på det japanske universitet, som kan indgå i din uddannelse som ”IV-fag”.

Dvs. at det skal vægte 10 ECTS, være på bachelorniveau og leve op til studieordningens faglige mål for IV-faget. Se mere i din studieordning.

Når du har fundet et eller flere kurser, som du ønsker at følge, skal du søge om forhåndsgodkendelse. På den måde sikrer du dig, at kurset er relevant for din uddannelse og kan meritoverføres, når du kommer hjem.

Læs om forhåndsgodkendelse og find link til ansøgningsblanketten.

Visaansøgning

Når du er blevet accepteret af det japanske universitet (du vil modtage et letter of acceptance), kan du gå i gang med at forberede din rejse.

Du skal søge visum gennem den japanske ambassade i København

Her kan du også kan få hjælp til din ansøgning og finde information om de nyeste retningslinjer

Derudover er ”certificate of eligibility” nok det vigtigste dokument udover gyldige rejsedokumenter mm.

Du skal sikre dig, at du har dit visum inden du rejser, da du skal vise dokumentet, når du ankommer i Japan. Ved ankomst får du udstedet et ”residence card”, som du bør have på dig, mens du opholder dig i landet.

Andre rejseforberedelser

Du er selv ansvarlig for at booke flybilletter og tegne en rejseforsikring, der dækker hjemrejse og -transport i tilfælde af sygdom og lignende.

Mens du er studerende i Japan, har du mulighed for at tilmelde dig ”Japanese National Health Insurance”. Du søger den, når du tilmelder dig folkeregistret (Certificate of Resident Registration), hvor du kommer til at bo. Det er billigt for internationale studerende og dækker 70% af lægeomkostninger i tilfælde af, at du får brug for det.

Desuden er du selv ansvarlig for eventuelle nødvendige vacciner. Find mere information hos Statens Serum Instituttets hjemmeside.

Afslutningsvis er du også selv ansvarlig for at melde din flytning til folkeregistret i Danmark.

Bolig og økonomi

Universiteterne i Japan vil som regel tilbyde dig en plads på et tilknyttet kollegie eller tilsvarende.

Priserne varierer, men du kan få et indtryk af omkostningerne på universiteternes hjemmesider eller i deres informationsmateriale.

Du kan som udgangspunkt tage din SU med til Japan. Læs mere om SU i udlandet.

Når du søger udvekslingsaftaler via MoveON, bliver du samtidig indstillet til at modtage Arts Rejsestipendium.

Derudover kan du prøve at søge forskellige legater og fonde.  

For studieophold i Japan er det oplagt at søge Scandinavia-Japan Sasakawa Foundation

Du kan også søge efter legater her:

Eksamen og meritoverførsel af IV-fag

Nogle af kurserne på dit 4. semester består du på dit japanske universitet - andre aflægger du eksamen i på Aarhus Universitet.

Højere mellemniveau japansk – mundtlig og skriftlig

Eksamen i de to sprogkurser, 'Højere mellemniveau japansk - mundtlig og skriftlig', afvikles på Aarhus Universitet.

Den mundtlige del afholdes på AU, når du kommer hjem.

Den skriftlige del afvikles som en portfolio med delopgaver, der sendes til din underviser på AU i semestrets løb. Den samlede portfolio afleveres i WISEflow.

Du kan læse om eksamensformen og de faglige krav i din studieordning.

Eksamensdatoerne finder du i eksamensplanen.

IV-fag

Her går du til eksamen på det japanske universitet i det/de fag, du har fået forhåndsgodkendt og fulgt.

Når du har bestået kurserne, skal du søge om at få resultaterne meritoverført, for at de beståede kurser fremgår af dit eksamensbevis.

Læs hvordan du søger om merit, og hvilken dokumentation du skal sende med.

Hvis du mod forventning kommer hjem uden at have bestået det/de forhåndsgodkendte kurser, skal du kontakte din studievejleder, som kan fortælle dig om dine alternative muligheder for at følge et IV-fag.

FAQ

Er jeg garanteret at kunne komme afsted?

Antallet af tilbudte pladser varierer hvert år, afhængigt af hvor mange udvekslingspladser AU har til rådighed på partneruniversiteterne i Japan.

Du er derfor ikke garanteret at kunne rejse ud på 4. semester.

Desuden spiller individuelle krav fra universiteterne i Japan, f.eks. til eksamenskarakterer, også en rolle, når pladserne på de enkelte universiteter i Japan fordeles mellem ansøgerne.

Hvad er mine muligheder, hvis jeg ikke kan rejse ud?

Hvis ikke du får en plads, vil vi overveje de bedste individuelle løsninger, men afdelingen har en god succeshistorie ift. studiepladser på japanske partneruniversiteter og er løbende i kontakt med partneruniversiteter for a sikre de nødvendige studiepladser.

Hvis du ikke er i stand til at rejse ud, skal du kontakte Jiro Tomioka for at overveje mulige alternative løsninger, f.eks. individuel vejledning, for at klæde dig på til de to sprogeksamener.

Du vil kunne tilmelde dig et af de udbudte IV-fag på AU.

Har du spørgsmål?