Ud for de enkelte skriftlige eksamener, vil du i eksamensplanen kunne se en kode, der fortæller hvilken form den skriftlige eksamen har. Du kan finde en vejledning til hver enkelt eksamenstype herunder.
- WHAI: Hjemmeopgave med digital opgaveaflevering i WISEflow evt. efterfulgt af et mundtligt forsvar. (FLOWassign)
- WOAI: Skriftlig stedprøve med digital opgaveaflevering i WISEflow, brug af internet under prøven tilladt, egen PC påkrævet. (FLOWassign)
- WOA: Skriftlig stedprøve med digital opgaveaflevering i WISEflow, brug af internet under prøven IKKE tilladt, egen PC påkrævet. (FLOWassign)
- WO: Skriftlig stedprøve med digital opgaveaflevering i WISEflow, brug af internet under prøven IKKE tilladt, egen PC påkrævet. Opgaven besvares i FLOWlock – en lukket browser, der under prøven afskærer dig fra at få adgang til alt andet på din PC. Lockdown-browseren skal være installeret inden prøven. (FLOWlock).
- WO+:Skriftlig stedprøve med digital opgaveaflevering i WISEflow, brug af internet under prøven IKKE tilladt, egen PC påkrævet. Opgaven besvares i FLOWlock - en lukket browser, der under prøven afskærer dig fra at få adgang til alt andet end dokumenter i pdf-format fx noter, der er gemt lokalt på egen computer. Lockdown-browseren skal være installeret inden prøven. Læs mere om FLOWlock og brugen af noter (eksterne ressourcer) under en FLOWlock-eksamen på denne side: https://studerende.au.dk/wiseflow (FLOWlock).
- WOMC: Skriftlig multiple-choice-stedprøve med digital aflevering i WISEflow, brug af internet under prøven IKKE tilladt, egen PC påkrævet. Spørgsmålene besvares i FLOWlock – en lukket browser, der under prøven afskærer dig fra at få adgang til alt andet på din PC. Lockdown-browseren skal være installeret inden prøven. (FLOWmulti).
- ON: skriftlig stedprøve uden PC (afvikles på papir)
Ved stedprøver vil du også kunne finde et eller flere af nedenstående dokumenter på bordet. Bemærk, dokumenterne er dynamiske og vil løbende tilpasses og tilrettes. Vær derfor altid opmærksom på, at du har seneste version, hvis du vælger at printe eller hente dokumentet her fra siden.
Hjælpemidler
Ved alle digitale stedprøver skal du medbringe en bærbar computer og anvende denne som skriveredskab. Du må ikke anvende andet elektronisk udstyr, der giver adgang til internettet eller mulighed for at kommunikere med andre (fx mobiltelefoner, iPads, tablets, smart watches), og der må ikke anvendes ekstra skærme.
I kursusbeskrivelsen i Kursuskataloget kan du se, hvilke hjælpemidler du må anvende under prøven. Det angives som Alle, Anviste eller Ingen hjælpemidler i kursusbeskrivelsen.
- Alle: Du må medbringe alle almindelige hjælpemidler f.eks. noter, ordbøger og fagbøger, m.v.
- Anviste: Du må kun medbringe de hjælpemidler, der specifikt er anført i kursusbeskrivelsen i Kursuskataloget, og som oplyses i eksamenslokalet.
- Ingen: Du må ikke medbringe nogen form for hjælpemidler.
Internet
Ved alle digitale stedprøver er der internetadgang, som du skal bruge til at hente eksamensopgaven samt uploade besvarelsen. (Det er derfor vigtigt, at du afprøver, at du kan forbinde din computer til det trådløse netværk Eduroam i god tid før eksamen.)
Det er tilladt at benytte internettet til informationssøgning, hvis eksamensformen tillader det. (Ved WOA, WOMC og WO-prøver er det ikke tilladt at anvende internet under selve prøven.)
Du må aldrig kommunikere med nogen i eller uden for eksamenslokalet. Det betyder, at alle kommunikationstjenester og fildelingstjenester (mobiltelefon, e-mail, Messenger, Skype, Dropbox etc.) skal være slukket under hele opholdet i eksamenslokalet.