A8c. Kamp og konkurrence

A8c. Kamp & Konkurrence (deltagerantal max. 16)

Formål
Gennem praksis og teoretiske studier videreudvikles den erfaring og viden, der er erhvervet på grunduddannelsen, så den bachelorstuderende bliver i stand til på højest mulige niveau at udøve, iværksætte og begrunde idrætspraksis baseret på kamp- og konkurrencebegreber.

Undervisningsform
Undervisningen foregår ved forelæsninger, holdundervisning, gruppearbejde m.v. Antallet af lektioner er på i alt ca. 60 (+ tid til transport i forbindelse med ekskursioner m.v.).

Undervisningens Indhold
A.  Begrundede og evaluerede praksisformer (ialt ca. 35 lektioner):
Ud fra et foruddefineret konkurrencebegreb gøres kendte holdidrætter (håndbold, basket) til genstand for intens afprøvning, idet spillet konstitueres ud fra en erklæret idè og ledelsesform. Derudover introduceres repræsentanter for kampidræt og idrætsgrene der afvikles som ”parallelkamp” ved afprøvning og/eller iagttagelse i færdig (elitær) form.

B. Teori. (i alt ca. 15 lektioner samt i tilknytning til A og C):
Undervisningen vil omhandle temaer vedrørende forskellige filosofiske, etiske og æstetiske aspekter i forkold til kamp og konkurrence. Desuden berøres emner som coaching, teambuilding og præstationsoptimering indenfor holdidræt.

C. Projektarbejde i grupper rettet mod eksamen (ca. 10 lektioner):
Inden for pensums rammer udvælger den studerende sammen med 1til 3 andre studerende et emne, der gennem praksis og teoretiske studier gøres til genstand for yderligere fordybelse, og som med udformning af en synopsis lægger op til eksamen.

Evaluering
En uge før eksamen afleverer den studerende (gruppe) en synopsis, hvis emne lægger op til såvel en praksis-demonstration som en mundtlig fremstilling. I den praktiske demonstration kan inddrages andre studerende fra kurset. I bedømmelsen lægges vægt på holdbarheden af de fremførte begrundelser for den valgte praksis, ligesom der ved den efterfølgende mundtlige eksamen vil blive lagt vægt på såvel en realistisk refleksion over den fremviste konkurrence-/kampform som relevansen af de inddragede teorier. Den samlede præstation bedømmes bestået/ikke bestået under medvirken af intern censor. Der er mødepligt.

(ad. Synopsis: 1 studerende 8 sider, 2 studerende 12 sider, 3 studerende 16 sider, 4 studerende 20 sider. – ad. Eksamen: Trods individuel bedømmelse organiseres eksamen i grupper fra 2 til 4 studerende: 2 studerende i alt 40 minutter, 3 studerende 50 minutter, 4 studerende 60 minutter).