A8c. Krop og læring

A8c. Krop og læring

Formål
Med udgangspunkt i den klassiske diskussion om idrætten som mål eller middel søges især tesen om idrætten som middel udvidet til et mere generelt spørgsmål om læring gennem et kropsligt engagement: Hvilken aktivitet - hvilken læring?
Undervisningsform
Antal lektioner: 60. Undervisningen er overvejende praksis suppleret med teori, oplæg, analyser og diskussion.
Afviklingen af kurset placeres i et kortere intensivt forløb.
Undervisningens indhold
Undervisningen tager et to-sidigt udgangspunkt:

1. Med eksplorativ tilgang afprøves kendte og mindre kendte bevægeformer i praksis. Efterfølgende analyseres og diskuteres, hvilken læring en gennemført praksis (kan) resultere i - herunder i hvilken form og med hvilke relationer (kontekst).

2. Ud fra et anstillet, ønskeligt udkomme – f.eks. ændret holdning, angstdæmpning, social adfærd, æstetisk bevidsthed - afsøges, afprøves og analyseres, hvilke kropslige udfoldelser, der er anvendelige som bærer af én eller flere læringsformer.

Der sættes særlig fokus på metoder til aflæsning af den mulige læring gennem forskelligartede fysiske aktiviteter. Generelt studeres, analyseres og diskuteres hvilke agenter, der har indflydelse på den ændrede idrætspraksis inden for og uden for de etablerede institutioner.

Der afvikles forskellige workshops (eksperimentarier),
f.eks. motor learning, mental træning, ekspressiv bevægelse, dans, kampsport, roning, fitness, streetbasket, etc. Disse workshops belyses med udgangspunkt i biologiske/fysiologiske (koordination, indlæring af tekniske momenter), praktisk/pædagogiske (undervisningslære, didaktik) samt humanistiske (skolastik/non-skolastik, mesterlære, situeret læring, tavs viden) tilgange til kropslig læring.
Evaluering
Eksamen er et selvvalgt projekt, individuelt eller i gruppe på max. 3 studerende, som relaterer sig til kursets overordnede problemstilling: Hvilken aktivitet – hvilken læring? Med udgangspunkt i kurset udarbejdes et projekt inden for et selvvalgt genstandsfelt med følgende omfang:

A) En skriftlig opgave (op til 8 sider + evt. bilag, baseret på en central problemstilling i kurset (2 studerende: 12 sider, 3 studerende: 16 sider + evt. bilag), der relaterer sig til

B) En praktisk del (forevisning, demonstration, videodokumentation eller lignende), som umiddelbart følges op af

C) Mundtlig eksamen, der dækker såvel opgavedel som praktisk del (1 stud. 20 min., 2 stud. 35 min., 3 stud. 50 min.).

Det samlede projekt bedømmes bestået/ikke-bestået. Intern censur.
Der er mødepligt.