Start din egen forening

Hvad er en studenterforening?

En studenterforening er et sted, hvor du og dine medstuderende kan samles om noget, der gør jeres studie eller studietid mere meningsfuldt. En studenterforening er et fællesskab, og et sted, hvor I kan mødes om alt fra sang, håndarbejde, fest og musik til politik, sport, gaming og filmaftener - for bare at nævne nogle eksempler. 

Jeres studenterforening behøver ikke være rettet mod et specifikt studie eller fakultet, men kan være for alle på universitetet. Det er op til jer. 

Krav til studenterforeninger på AU 

AU ønsker et så levende, åbent og let tilgængeligt studenterforeningsliv som muligt. Derfor skal jeres forening kun leve op til to krav for at blive registreret som studenterforening på AU: 

  1. Foreningen skal være stiftet af AU-studerende. 

  1. Foreningens primære formål skal være aktiviteter for AU-studerende. 

Hvis jeres forening lever op til disse to krav, kan I komme på ‘Find din forening’ - AU’s liste over foreninger, så jeres medstuderende kan finde jer og blive en del af jeres fællesskab.  

AU har ingen indflydelse på, hvad I som forening mødes om. Det betyder også, at I som forening ikke repræsenterer AU. Dog skal I som registreret forening på AU selvfølgelig følge disciplinærreglerne, som gælder for alle studerende. 

Er I en politisk forening?

Hvis man vil stille op til AU’s valg og har spørgsmål, skal man kontakte valgsekretariatet på valg@au.dk

Derudover kan man kontakte Studenterrådet på sr@sr.au.dk, for at få hjælp og sparring på opstart og drift af en politisk forening. 

Er I en tutorforening?

En tutorforening er noget andet end en studenterforening, da man som tutor handler på vegne af AU og ikke på vegne af studerende. Der gælder derfor andre regler for tutorforeninger, som I kan læse mere om på jeres lokale fakultetssider:

Fordele ved at være forening på AU

Som officielt registreret studenterforening ved Aarhus Universitet følger der en række fordele med. Du får bl.a. 

  1. Muligheden for at søge om kontorplads eller mødelokale i Health Studenterforeningshus
  2. Mulighed for at søge om fakultetsmidler til studenteraktiviteter på Health

  3. Adgang til Health Studenterforum

  4. Dialog med andre studenterforeninger gennem møder og online netværk 

  5. Studenterforeningsnetværket (facebook-gruppe)

6 trin til at starte en studenterforening

Inden du registrerer en studenterforening

Hvis du tænker på at lave en studenterforening, er det en god idé først at overveje:

  • Hvad er formålet med studenterforeningen?
  • Hvem henvender studenterforeningen sig til?

Disse spørgsmål kan fungere som en rettesnor, når I skal udarbejde de interne regler eller vedtægter der gælder for foreningen.


1. Udform vedtægter

I kan betragte jeres vedtægter lidt som foreningens interne love. De kan derfor være gode at have, hvis der skulle opstå uenigheder i foreningen.

For at blive anerkendt som forening er der en række juridiske krav jeres vedtægter skal forholde sig til. Det samme gælder for offentlige tilskudsordninger, der også stiller krav til jeres vedtægter, hvis I f.eks. gerne vil søge penge fra dem.

Når det er sagt, så er vedtægter forskellige fra forening til forening og det er derfor vigtigt at I grundigt overvejer, hvad netop jeres vedtægter skal indeholde. I kan læse mere i CFSA’s guide til hvordan man skriver vedtægter og 10 trin til gode foreningsvedtægter


2. Vælg en ledelse

Det er vigtigt at udpege en ledelse, der kan handle og skrive under på foreningens vegne. Typisk vil man både udpege en forperson, en næstforperson og en kasserer, når man vælger ledelsen.

Læs mere i CFSA’s guide for hvordan ledelsen ofte er sammensat, og hvilke opgaver de typisk varetager.


3. Medlemmer

Det er en god idé at formulere, hvem der kan være medlem i jeres forening. Det betyder nemlig, at I aktivt har taget stilling til, hvem foreningen er et fællesskab for.

I kan blandt andet overveje:

  • Hvem der kan blive medlem
  • Hvor mange medlemmer, der kan være
  • Kan andre organisationer være medlemmer
  • Hvornår kan et medlem blive ekskluderet
  • Hvordan bliver et medlem ekskluderet


4. Økonomi

En forening skal have sin egen separate konti, budgetter og regnskaber. Det er vigtigt for at kunne holde styr på, at midlerne er brugt til det rette formål. Det vil sige, at forenings økonomi skal være adskilt fra jeres medlemmer og jer som privatpersoner.

I kan også overveje om foreningens aktiviteter kræver at medlemmerne betaler et kontingent.  

Hvis I ønsker at foreningen f.eks. skal have oprettet en foreningskonto i en bank, eller skal have udbetalt tilskud fra det offentlige skal I registrere jeres forening med et CVR-nummer. Det er gratis at registrere en frivillig forening og kan gøre her. Det kan være en god måde at dokumentere, hvordan pengene er blevet brugt.


5. Stiftelsesmøde

Det er vigtigt at kunne dokumentere at jeres forening er formelt stiftet. Det er derfor en god idé, at der ligger et referat eller anden form for dokumentation fra et møde eller lignende, hvor jeres forening bliver stiftet.


6. Registrer din forening på AU

Du registrerer din forening her

Har I brug for sparring på at starte en studenterforening på AU?


Hvis man vil have hjælp til og sparring på at være nystartet foreningen, kan man kontakte Studenterrådet på mail sr@sr.au.dk