Orlov

STADS kører igen

STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.

Hvad er forudsætningerne for at få bevilget orlov?

Vejledning om orlov for ordinære studerende indskrevet på heltidsuddannelser

Ønsker du at søge om orlov? Så læs, hvordan du gør nedenfor. 

Forudsætningerne for at få bevilget orlov er:

  • At orloven er begrundet i fødsel/adoption, værnepligt/FN-tjeneste og/eller andre usædvanlige forhold (fx sygdom/alvorligt sygt barn/forælder/anden nær pårørende). Pr. 1. september 2015 gælder forskningsår på medicin og odontologi også som begrundelse. Forskningsåret skal være godkendt af Aarhus Universitet, og der bevilges således orlov på baggrund af indskrivning på forskningsåret gennem Forskeruddannelsen, Health, Aarhus Universitet. 

Ansøgningen skal altid vedlægges dokumentation, f.eks. i form af lægeerklæring, vandrejournal eller indkaldelsespapirer. På baggrund af dokumentationen vurderer universitetet, om du kan bevilges orlov. Orlov bevilges for minimum 2 måneder af gangen. Orlov på grund af barsel/adoption kan bevilges op til 12 måneder for både mødre (kvinder) og fædre (mænd) i overensstemmelse med SU-reglerne. Der kan bevilges op til 12 måneders orlov i forbindelse med medicin- og tandlægestuderendes forskningsår.

Der kan forventes en behandlingstid på ca. 7 hverdage. 

Ønsker du en orlovsperiode, som går ud over den registrerede maksimale studietid, bedes du kontakte os, inden du opretter din orlovsansøgning.

Har du yderligere spørgsmål om orlov, er du velkommen til at skrive til indskriv@au.dk.

Krav til dokumentation

I forbindelse med ansøgning om orlov vil du altid blive bedt om at medsende en lægeerklæring som dokumentation for sygdom eller særlige forhold.  

Universitetet vil herefter vurdere, om lægeerklæringen har relevans for den søgte orlov, og om den opfylder de formelle krav til lægeerklæringer.

Lægeerklæring

En lægeerklæring er en skriftlig udtalelse om en persons sundhedstilstand. En lægeerklæring udstedes af en læge på papir, elektronisk eller via andet læsbart medie og skal indeholde følgende:

  • Patientens navn, personnummer og adresse.
  • Lægens navn, autorisationsID, virksomhedsadresse og uddannelse.
  • Oplysning om, hvilke oplysninger i erklæringen der beror på lægens egen undersøgelse af patienten, og hvilke der stammer fra patienten selv, tredjeperson eller patientjournaler m.v.
  • Oplysning om, hvorvidt patienten sædvanligvis benytter den læge, der har udfærdiget erklæringen.
  • Oplysning om sygdommens forventede varighed i forhold til den ansøgte orlovsperiode.
  • Endelig skal erklæringen være dateret og forsynet med lægens underskrift eller noget tilsvarende.

Andre erklæringer (særlige forhold)

I enkelte tilfælde kan der ved særlige forhold anvendes anden dokumentation. Erklæringen skal være skriftlig og indeholde følgende:

  • Oplysning om det særlige forhold (fx dokumentation fra kommunen vedrørende plejeorlov, børnepasningsorlov eller lignende).
  • Oplysning om det særlige forholds forventede varighed i forhold til den ansøgte orlovsperiode.
  • Erklæringen skal være dateret og forsynet med myndighedens underskrift eller noget tilsvarende.

Orlov og prøve

Du skal være opmærksom på disse regler omkring prøvetagning i forbindelse med ansøgning om orlov.

  • Du kan ikke følge undervisning, gå til prøve eller indlevere skriftlige opgaver i et semester, hvor du har eller har haft orlov.
  • Fra 1. september 2018 gælder, at afsluttes eller afbrydes orlov undervejs i et semester eller tilsvarende, kan der ved henvendelse til universitetet meddeles dispensation til tilmelding til fag og prøve på det igangværende semester inden for uddannelsen.
  • Du skal stile din ansøgning om dispensation til tilmelding til fag og prøver til det relevante studienævn.
  • Du kan godt påbegynde orlov i et semester, hvor du har været til prøve. Orloven kan tidligst påbegyndes dagen efter, at du har aflagt prøven.
  • Hvis du har en eller flere tilmeldinger til prøve, når du søger orlov, vil de blive annulleret, når din orlov bevilges. Vær dog opmærksom på, at der gælder særlige regler for specialetilmelding.

Orlov og studieprogression

De fleste uddannelser er organiserede på en sådan måde, at der er faglig progression i det samlede studieforløb. Det betyder, at kurser og semestre skal tages i en bestemt rækkefølge for at opfylde uddannelsens læringsmål. Dette medfører, at du ikke frit kan bytte rundt på kurser og semestre, når du skal tilrettelægge dit tilbageværende studieforløb i forbindelse med en orlov.

Inden din orlov bør du derfor kontakte studieadministrationen og/eller en studievejleder på din uddannelse for at få vejledning om, hvordan du bedst kan vende tilbage, når din orlov ophører. Vær opmærksom på, at det er dit eget ansvar at søge vejledning om eventuel studieprogression på din uddannelse og praktisk studieplanlægning i forbindelse med din orlov.

Når du har orlov…

  • må du ikke være studieaktiv på andre uddannelser som ordinær studerende.
  • må du ikke være indskrevet som meritstuderende eller studerende under Efter- og Videreuddannelse ved kurser på den uddannelse, du holder orlov fra.
  • har du ikke stemmeret ved valg til styrende organer, ligesom du ikke kan stille op til eller være medlem af styrende organer.
  • kan du ikke udskrive en indskrivningsbekræftelse. Efter orlovsperiodens udløb bliver din status ændret til ”aktiv”, og du kan igen udskrive en indskrivningsbekræftelse.

Orlov og SU

SU’en bortfalder under en orlov. Hvis orloven starter den 1. i en måned, bortfalder SU’en fra og med denne måned, ellers stoppes SU’en fra og med den efterfølgende måned. Eventuelt udbetalt SU i orlovsperioden vil blive krævet tilbagebetalt, men betragtes i så fald ikke som forbrugte klip.

Universitetet underretter SU-styrelsen om orlovsperioder.

Dit fribeløb forhøjes de måneder, du har orlov. Fribeløbet er det samme, som hvis du fravælger SU.

Hvis du har orlov i 7 måneder eller derunder, genoptages udbetalingen af SU som hovedregel, når orloven udløber. Hvis du har orlov i længere tid, hvis du afbryder din orlov før den oprindeligt fastsatte dato, eller hvis dit sluttidspunkt ligger i orlovsperioden, skal du søge om genoptagelse af SU. Genoptagelsen forudsætter selvfølgelig også, at du er berettiget til at modtage SU.

Fribeløbet er ikke det samme, når du holder orlov, som når du udmelder dig fra universitetet. Udmelder du dig fra universitetet, har du et højere fribeløb, end hvis du holder orlov eller fravælger klip. Som udmeldt har du mulighed for genindskrivning efter gældende regler.

Se nærmere på www.su.dk.

Orlov og speciale

Der gælder særlige regler, hvis du tildeles orlov i perioden, hvor du er tilmeldt speciale. Har du allerede indgået en specialekontrakt, skal du være opmærksom på, at du selv skal sørge for at få lavet en ny afleveringsdato for dit speciale. Vær særligt opmærksom på, at du på nogle fakulteter kan være blevet tilmeldt speciale, allerede da du blev indskrevet på kandidatuddannelsen.

Det er ikke muligt at framelde specialet, når specialeperioden er påbegyndt. Det betyder i tilfælde af orlov, at din specialeperiode kun forlænges med orlovsperioden, hvorefter specialeperioden fortsætter, hvor den blev afbrudt.

Kontakt dit studiecenter for nærmere oplysninger.

Fødselsklip

Du skal være opmærksom på, at hvis du søger orlov pga. fødsel, kan du ikke modtage fødselsklip. Ønsker du orlov i en periode, hvor du ville være berettiget til fødselsklip, kan der gælde særlige regler for, hvor mange fødselsklip du kan få tildelt. Du skal derfor kontakte SU-kontoret for yderligere vejledning.

Sygdom

Hvis du overvejer at søge orlov på grund af sygdom, bør du kontakte SU-kontoret inden for at høre om mulighederne for SU-forlængelse på grund af sygdom.

SU-kontorets kontaktoplysninger kan findes på au.dk/su.

Orlov og opholdstilladelse

Studerende med statsborgerskab uden for EU/EØS med en studieopholdstilladelse i Danmark er forpligtet til at informere Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i tilfælde af orlov. Da den studerende ikke er formelt studieaktiv i den orlovsperioden, vil styrelsen afgøre, om den studerende kan få lov til at beholde sin studieopholdstilladelse i Danmark i orlovsperioden.

Som hovedregel gives der kun tilladelse til ophold i Danmark i forbindelse med barselsorlov. Hvis du ønsker at opholde dig i Danmark under din barselsorlov (eller andre typer orlov), skal du selv ansøge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om dette. 

Bemærk, at Aarhus Universitet samtidig er forpligtet til at underrette styrelsen om ikke-EU/EØS-studerendes orlov, og at universitetet ikke på dine vegne kan ansøge styrelsen om forhold, der vedrører din opholdstilladelse.

Hvis du mister din studieopholdstilladelse på grund af orloven, skal du udrejse af Danmark og søge fra dit hjemland om en fornyet studieopholdstilladelse i Danmark for at kunne indrejse i Danmark og genoptage dit studium efter orlovens ophør.

Hvordan søger jeg om orlov?

Du skal ansøge senest den dag, du ønsker at påbegynde din orlovsperiode, da universitetet ikke bevilger orlov med tilbagevirkende kraft.

Du søger orlov via Aarhus Universitets studieselvbetjening STADS. Du logger ind på mitstudie.au.dk, hvor du vil finde et link til STADS. For at logge på STADS skal du bruge dit studienummer og samme password, som du bruger på mitstudie.au.dk. Når du er logget ind på STADS skal du under menuen 'Indskrivning mv.' vælge 'Orlov'.

Hvordan afbryder jeg min orlov?

  • Ansøgningen om afbrydelse af orlov fra uddannelse skal være Aarhus Universitet i hænde senest samme dag, som orloven ønskes afbrudt.
  • Ansøgningen skal indgives skriftligt, ved at du skriver til indskriv@au.dk fra din AU-mailadresse.
  • Universitetet kan ikke afbryde en orlov med tilbagevirkende kraft.

Når din orlov ophører

Dagen efter at din orlov ophører, bliver din indskrivning automatisk aktiv igen. Du skal dog selv henvende dig i god tid inden din orlov ophører for at aftale dit videre studieforløb, herunder tilmelding til kurser og eksaminer inden for gældende frister. Kontakt dit studiecenter for at få overblik over dine kursus- og eksamenstilmeldinger.

Ansøgningsfrist


  • Ansøgninger om orlov bliver behandlet løbende