Vil I etablere et godt fællesskab på jeres hold? Eller trænger jeres fællesskab til et boost? Så gør brug af værktøjet Fællesskabsfif, som I finder beskrevet nedenfor.
De fleste studerende vil gerne mødes ud over undervisning og forelæsninger. Det kan være forskelligt, om man har ønsker om at mødes og drikke en øl sammen, mødes om en biograftur, til spisning hos hinanden eller måske om en aktivitet med et mere fagligt indhold.
At mødes om en gåtur, et brætspil eller noget helt tredje er med til at styrke fællesskabet på holdet og relationerne på tværs.
Fælles for alle arrangementer er, at de kræver planlægning og en dato i kalenderen. Fællesskabsfif hjælper jeres hold med at få struktureret planlægningen, samtidig med at I får idéer til, hvad I kan mødes om.
Fællesskabsfif kan med fordel bruges i forlængelse af undervisningen, hvor I selv faciliterer at få sat redskabet i spil. I kan også spørge fx jeres tutor eller instruktor om hjælp til faciliteringen. I skal sætte ca. 1-1,5 time af til det.
Har du spørgsmål til Fællesskabsfif, er du velkommen til at kontakte Arts’ studielivskoordinator Karen Holm Jørgensen på kare@au.dk.
Arts Bygningsservice hjælper med spørgsmål til lokaler. Kontakt dem på artsbyg@au.dk.