Speciale - cand.merc.

Regler vedr. specialet

På denne side kan du finde de fleste regler vedr. specialet.

Du kan finde en kursusbeskrivelse for specialet i kursuskataloget.

Se kursusbeskrivelse for specialet her.

Oversigt over specialeforløb

Frister Speciale i forårssemesteret Speciale i efterårssemesteret**

Frist for at indsende dit ønske om/valg af vejleder

1. december 1. juni
Frist for upload af din foreløbige titel og opgaveformulering i WISEflow  20. januar 20. august
Specialeafleveringsfrist 1. juni 2. januar
Frist for upload af din reviderede opgaveformulering i WISEflow 10. juni 10. januar
Specialeafleveringsfrist, 2. forsøg* 15. september 15. april
Frist for upload af din reviderede opgaveformulering i WISEflow 24. september 24. april
Specialeafleveringsfrist, 3. forsøg* 2. januar 1. august

*Disse afleveringsfrister gælder kun hvis ikke du afleverer specialet inden for afleveringsfristen ved hhv. 1. og 2. eksamensforsøg. Der er andre regler/afleveringsfrister, hvis du ikke har bestået ved hhv. 1. eller 2. eksamensforsøg (se afsnittet "Hvis du ikke består dit speciale").

**Gælder for studerende på uddannelser med vinterstart, og studerende der har fået dispensation til at skrive speciale i efterårssemesteret. 

Hvis den angivne afleveringsfrist for specialet falder på en lørdag, søndag eller helligdag, er afleveringsfristen for specialet den førstkommende hverdag efter afleveringsfristen.

Registrering af vejleder, (foreløbig) titel samt opgaveformulering

Inden du går i gang med specialet, skal du beslutte dig for et emne samt udarbejde et udkast til en foreløbig opgaveformulering.

Inden ovenstående deadlines skal du via registreringsblanketten angive din ønskede faglige vejleder, den (foreløbige) titel på specialet samt din opgaveformulering inkl. teori og data:

Formålet med, at du som studerende så tidligt som muligt skal tage stilling til netop ”Opgaveformulering inkl. teori og data”, er, at dette har betydning for dit ønske til faglig vejleder og for at potentielle vejledere kan vurdere om de er den rette vejleder på dit projekt. I forbindelse med din egen afklaring af problemfeltet bliver det således også lettere for dig selv at ønske den rette vejleder.  Derudover bruger koordinatorerne, sammen med dit forslag til titel, også feltet til at se, om emnet ligger inden for din cand.merc.-linjes fokus.

I princippet er det indmeldte i registreringsblanketten dit bedste bud på en opgaveformulering på det givne tidspunkt i processen, så det er selvsagt ikke bindende.

Du kan vælge at skrive speciale alene eller sammen med en medstuderende. Såfremt du vælger at skrive speciale med en medstuderende, skal I udfylde registreringsblanketten sammen (dvs. én blanket udfyldes for hver 'gruppe').

Registreringsblanket

NB: Hvis du ikke skriver dit speciale i samarbejde med en virksomhed, skal du alligevel udfylde registreringen. Angiv da at der er tale om et teoretisk speciale i feltet med virksomhedens information.

Bemærk at du kun skal anvende den elektroniske registreringsblanket i forbindelse med dit første eksamensforsøg.

Din faglige vejleder skal godkende din titel og opgaveformulering.

Tilmelding i Studieselvbetjeningen (STADS)

Hvis du er kandidatstuderende og følger et normeret studieprogram, bliver du automatisk tilmeldt specialet i Studieselvbetjeningen (STADS) ved starten af 4. semester med afleveringsfrist 1. juni. Det er dit eget ansvar at tjekke, at du er blevet tilmeldt korrekt.

Tilmeldingen sker på dette tidspunkt, da det skal være muligt for dig at afvikle 3 eksamensforsøg i dit speciale inden for rammerne af din maksimale studietid.

Hvis din maksimale studietid forlænges eller forkortes, vil den automatiske tilmelding afhænge af din nye maksimale studietid. 

Selvom du automatisk bliver tilmeldt specialet, skal du være opmærksom på, at du selv skal registrere dit ønske til faglig vejleder, den (foreløbige) titel på specialet samt din problemformulering senest den 1. december.

Hvis du er tilmeldt specialet i efterårssemesteret, fordi du ikke følger det normerede studieforløb, skal du inden 1. juni finde en vejleder og tilmelde dit speciale med navnet på vejleder, din (foreløbige) titel samt din problemformulering. Afleveringsfristen for specialet er 1. januar.

Fristen for bedømmelse/forsvar af specialet er senest 6 uger efter aflevering af specialet. 

Bemærk: Efter tilmelding kan der ikke ske framelding.

Vejlederoversigt

Du skal vælge/ønske en vejleder fra BTECH.

Find en vejlederliste her

Godkendelse af foreløbig titel og opgaveformulering

Din vejleder skal formelt godkende din foreløbige titel og opgaveformulering. Du bliver derfor umiddelbart inden din specialeskrivning går i gang bedt om at uploade dette i WISEflow, hvorefter den skal godkendes af vejleder. Se fristen i skemaet 'Oversigt over specialeforløb'.

Den foreløbige titel og opgaveformuleringen kan sagtens være den, som du indsendte på webformularen i forbindelse med ønske om/valg af vejleder og kan således også ændres løbende i specialeskrivningsprocessen i samarbejde med din vejleder.

Formelle krav og retningslinjer for skriftlige opgaver

De formelle krav (antal anslag m.v.) finder du i kursusbeskrivelsen for dit speciale.

I retningslinjer for skriftlige opgaver finder du bl.a. information om referenceværktøjer, hvordan du laver henvisninger, litteraturlister og om hvordan du undgår plagiering.

Behandling af personoplysninger

Hvis du som studerende får adgang til eller indsamler personoplysninger til brug for din opgave, er det dit ansvar at passe godt på oplysningerne.

Læs mere om reglerne for indsamling og behandling af personoplysninger (GDPR).

Registrer dit virksomhedssamarbejde

For at styrke dine jobmuligheder har vi brug for at indsamle informationer om de virksomheder/organisationer, som du som studerende måtte have et samarbejde med.

Når du er tilmeldt specialet, vil du modtage en blanket på din AU-mail. Blanketten indeholder nogle få spørgsmål vedrørende dit (eventuelle) samarbejde med en virksomhed/organisation.

Du skal udfylde blanketten, uanset om du samarbejder med en virksomhed/organisation eller ej.

Har du brug for hjælp i forbindelse med udfyldelse af blanketten kan du læse mere på AU’s side om registrering af erhvervssamarbejder, hvor du også kan sende dine eventuelle spørgsmål via kontaktformularen.

Aflevering af speciale

Specialet skal kun uploades digitalt i WISEflow. Der må ikke afleveres et fysisk eksemplar af specialet, bl.a. da det er specialet uploaded i WISEflow, der er juridisk gældende. Når specialet er afleveret i WISEflow, bliver det automatisk sendt videre til vejleder og censor.

WISEflow

Du vil få en direkte mail fra WISEflow, når flowet åbner.

Når flowet er åbent, vil du kunne uploade dit speciale. Afleveringsfristen er 1. juni klokken 12.00.  Vi anbefaler at du påbegynder upload af opgaven i god tid før fristen, da flowet lukker præcis klokken 12.00. Det kan tage op til 30 minutter at uploade en så stor opgave som dit speciale.

Oplever du problemer i forbindelse med upload af dit speciale, kan du kontakte teknisk og/eller administrativ support.  

Når du har uploadet, kan du ikke trække din aflevering tilbage. Vær derfor meget omhyggelig med at få uploaded og afleveret dit speciale korrekt.

Flowet er lavet som et gruppe-flow.

Hvis du skriver som enkeltperson, så skal du uploade ved at oprette dig som en ”enkeltmandsgruppe”. Hvis du ikke tidligere har prøvet at uploade en opgave i et gruppeflow, så følg denne vejledning til både grupper af flere studerende og enkeltmandsgrupper.

Speciale samt bilag skal samles i én PDF fil og uploades under ”Besvarelse”. Se vejledningen til, hvordan du laver din besvarelse til PDF

Under ”Ekstra materiale” uploades materiale såsom video, lyd, programmer (Excel, SAS mv.). Ekstramaterialet behøver ikke at være en pdf-fil, og der kan afleveres flere filer op til en samlet størrelse af 5 GB.

Fortrolige specialer
Det er ikke et krav, at du vedlægger/vedhæfter din fortrolighedsaftale ved aflevering af specialet. 

Når du uploader dit speciale i WISEflow, skal du i forbindelse med afleveringen (under ’Omslag’) angive om specialet indeholder fortroligt materiale.

Aflevering fra 15. – 31. maj
Specialer som afleveres i WISEflow i perioden 15. – 31. maj vil ikke blive videresendt til bedømmelse før afleveringsfristen 1. juni.

Særligt for tidlig aflevering i sommerperioden under andet eksamensforsøg

  • Hvis du ønsker at aflevere i juni eller juli skal du give besked til kandidat.bss@au.dk.

Juli er bedømmelsesfri, og der skal derfor beregnes individuelle bedømmelsesfrister for tidlige afleveringer – som udgangspunkt vil bedømmelsesfristen være 4 uger + juli måned.

Mundtligt forsvar

Instituttet vil via mail eller Brightspace informere dig om, hvornår du skal til mundtlig eksamen. Forsvaret af specialet skal ske senest 6 uger efter afleveringsdatoen.

Hvad sker der med din adgang til OneDrive, når du har afsluttet din uddannelse på Aarhus BSS?
Når din sidste karakter er registreret, lukker din adgang til OneDrive. Du skal derfor sørge for at overføre dine filer fra OneDrive inden adgangen lukker.
Det er ikke muligt at genåbne adgangen til OneDrive, når først du har afsluttet din uddannelse på AU.

Ønsker du at aflevere før din fastsatte afleveringsfrist?

Hvis du gerne vil aflevere dit speciale tidligere end din officielle afleveringsfrist, skal du være opmærksom på følgende:

  • Hvis du afleverer mere end 14 dage før den fastsatte afleveringsfrist vil dit speciale blive sendt til bedømmelse så hurtigt som muligt og bedømmelsesfristen vil være op til 6 uger fra afleveringstidspunktet. Du skal samtidig sende besked til kandidat.bss@au.dk om tidlig aflevering af specialet. 
  • Hvis du afleverer 14 dage eller mindre før din fastsatte afleveringsfrist, vil bedømmer først blive informeret om din aflevering til den fastsatte afleveringsfrist, hvorefter de 4 ugers bedømmelsesfrist går i gang. Bedømmer har dog mulighed for at tilgå dit speciale fra den dag du afleverer og kan indsende bedømmelsen så snart specialet er bedømt.

Særligt for tidlig aflevering i sommerperioden under 2. eksamensforsøg
Hvis du ønsker at aflevere i juni eller juli skal du give besked til  kandidat.bss@au.dk

Juli er bedømmelsesfri, og der skal derfor beregnes individuelle bedømmelsesfrister for tidlige afleveringer, som udgangspunkt vil bedømmelsesfristen være 4 uger + juli måned.

Du skal være opmærksom på, at dette kun er en mulighed for studerende, som ikke har afleveret den 1. juni. Hvis du ikke består specialet skal du orientere dig i afsnittet nedenfor ”Hvis du ikke består dit speciale”.

Hvis du ikke afleverer specialet inden for afleveringsfristen

Hvis du ikke afleverer specialet inden for afleveringsfristen, har du brugt et eksamensforsøg.

Du skal herefter udarbejde en revideret opgaveformulering inden for samme emneområde og med samme vejleder.

Du skal inden de første 5 dage efter 1. afleveringsfrist tage kontakt til din specialevejleder. I skal herefter sammen udarbejde og aftale en revideret opgaveformulering. Du vil modtage en notifikation fra WISEflow, når det er muligt at uploade din reviderede opgaveformulering til godkendelse af din vejleder. (Vær opmærksom på, at juli måned er bedømmelsesfri).

Det er dit ansvar at kontakte din specialevejleder for at igangsætte denne proces.

Du har en frist på 3 måneder + 14 dage regnet fra den oprindelige afleveringsfrist til at aflevere specialet. Fristen går automatisk i gang dagen efter din oprindelige afleveringsfrist. Hvis du ikke afleverer specialet til den nye frist, er der brugt endnu et eksamensforsøg. 

Samme procedure gør sig gældende, såfremt du ikke afleverer dit speciale ved 2. eksamensforsøg.

Tilmelding til 2. og 3. eksamensforsøg sker automatisk.  

Hvis du ikke består dit speciale

Specialet skal bestås med karakteren 02 eller herover. Hvis du opnår en ikke-bestået karakter for et afleveret speciale, er der brugt et eksamensforsøg.  Du skal herefter udarbejde en revideret opgaveformulering inden for samme emneområde og med samme vejleder.

Du skal inden de første 5 dage efter modtagelse af din bedømmelse tage kontakt til din specialevejleder. I skal herefter sammen udarbejde og aftale en revideret opgaveformulering.

Du vil modtage en notifikation fra WISEflow, når det er muligt at uploade din reviderede opgaveformulering til godkendelse af din vejleder. (Vær opmærksom på, at juli måned er bedømmelsesfri).

Der er en frist på 3 måneder + 14 dage, regnet fra bedømmelsesfristen for dit første eksamensforsøg, til at aflevere specialet. Fristen går automatisk i gang dagen efter bedømmelsesfristen. Hvis du ikke afleverer specialet til den nye frist, er der brugt endnu et eksamensforsøg.

Samme procedure gør sig gældende, såfremt du opnår en ikke-bestået karakter ved 2. eksamensforsøg.

Særligt for studerende som skriver speciale i forårssemesteret
For studerende som skriver speciale i forårssemestret er bedømmelsesfristen 30. juni.

Da juli måned er bedømmelsesfri regnes afleveringsfristen på 3 måneder + 14 dage fra 1. august og dit 2. eksamensforsøg kan derfor tidligst gå i gang den 15. august. Dette uagtet at du modtager en ikke-bestået bedømmelse tidligere end den 30. juni.