STADS kører igen

STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.

Styrk dine kompetencer og få praktisk erfaring med et projektorienteret forløb!

I et projektorienteret forløb får du indsigt i, hvordan netop din faglige profil og kunnen skaber resultater og værdi for arbejdsmarkedet. Under forløbet kan du afprøve lærte teorier og metoder fra din uddannelse, udvikle dine faglige og professionelle evner samt få erhvervserfaring og udvide dit netværk på arbejdsmarkedet.

Samtidig er et projektorienteret forløb din mulighed for at forme et forløb, der passer til dig, sætte nogle konkrete faglige mål og finde en relevant virksomhed, institution eller organisation – kaldet en projektvært – som kan give indblik i, hvad du kan bruge din uddannelse til.

I vores trin-for-trin guide nedenfor kan du finde information for proceduren både før, under og efter et projektorienteret forløb. 

1. Tilmeld dig undervisnings- og eksamenstilmeldingsperioden

Du skal tilmelde dig projektorienteret forløb via STADS-selvbetjeningen i tilmeldingsperioden forud for det semester, hvor det projektorienterede forløb ligger i din studieordning.

  • 1.-5. maj, for projektorienteret forløb i efteråret
  • 1.-5. november, for projektorienteret forløb i foråret

Du skal tilmelde dig og derved tilkendegive, at du ønsker at tage et projektorienteret forløb – også selvom du ikke har fået en endelig aftale med en projektvært eller har en underskrevet projektaftale.

Hvis du mod forventning ikke finder en projektvært, kan du senere tilmelde dig et profilfag med ledige pladser (eller et andet alternativt fag – tjek din studieordning, for at se dine muligheder). Læs mere i FAQ’en.

2. Få styr på omfang og regler for dit projektorienterede forløb

Faglige krav og målsætninger

Udgangspunktet for det projektorienterede forløb er de faglige mål i studieordningen. Når du planlægger dit projektophold, skal du derfor sikre, at opholdet er fagligt relevant og lever op til de faglige mål. Du kan bruge din faglige vejleder til at afklare, om dit ønskede projektophold lever op til de faglige krav. 

På nogle uddannelser involverer det projektorienterede forløb en egentlig faglig undersøgelse af praksis – f.eks. i form af en organisationsanalyse og/eller et feltstudie.

Dette vil fremgå af din studieordning.

Projektopholdets omfang

Det samlede timetal hos din projektvært afhænger af, hvor mange ECTS det projektorienterede forløb fylder i din studieordning.

Find de specifikke krav til netop dit projektorienterede forløbs/feltarbejdes omfang i din studieordning eller din fagside om projektorienteret forløb (findes via boksen øverst på siden),

Hvis omfanget af det projektorienterede forløb ikke fremgår af hverken din studieordning eller fagside, kan din projektvært forvente følgende:

  • 30 ECTS svarer til 480-700 timer eller 3-4½ måneders fuldtidsophold
  • 20 ECTS svarer til 300-480 timer eller 2-3 måneder fuldtidsophold
  • 10 ECTS svarer til 160-300 timer eller 1-2 måneders fuldtidsophold

Regler for sluttidspunkt for det projektorienterede forløb

Dit projektorienterede forløb skal være afsluttet inden udgangen af semesteret, så du kan begynde på dit speciale til tiden. Du skal desuden have opfyldt studieordningens krav til projektopholdets omfang senest ved eksamensdatoen.

Der kan gælde særlige frister for, hvornår det projektorienterede forløb/feltarbejdet skal være afsluttet på din uddannelse. Find din uddannelse i søgeboksen øverst for mere information.

Der gives ikke udsættelse af specialestarten på baggrund af projektorienteret forløb/feltarbejde. 

Sådan beregnes omfanget af dit projektorienterede forløb

Omfanget af det projektorienterede forløb er som udgangspunkt baseret på ECTS-systemet, som alle andre dele af din uddannelse. Det betyder, at 30 ECTS svarer til ca. 820 arbejdstimer for dig som studerende, 20 ECTS svarer til ca. 547 timer og 10 ECTS svarer til ca. 273 timer.

Timerne dækker alle aktiviteter i forbindelse med det projektorienterede forløb såsom:

  • Planlægning og forberedelse inden projektet starter – f.eks. finde en virksomhed/organisation og beskrive et projekt.
  • Vejledning og evt. undervisning på universitetet – herunder eventuelle specialeforberedende aktiviteter (gælder kun 30 ECTS projektorienteret forløb med integrerede specialeforberedende elementer)
  • Eksamen
  • Tid i virksomheden/organisationen eller tid til feltarbejde/feltstudium.

3. Find en relevant virksomhed/organisation (projektvært)

Du står selv for at finde en virksomhed, organisation, institution eller arbejdsplads, der kan være projektvært for dit projektorienterede forløb. Det er en god idé at gå tidligt i gang med at finde en projektvært, da det kan tage tid at finde et sted og få en aftale på plads.

Når du skal finde en projektvært, kan du lede efter virksomheder/organisationer med opslåede praktikstillinger. Du kan også opleve, at den virksomhed eller branche, som du gerne vil have foden indenfor hos, ikke slår nogen praktikstillinger op. Her må du derfor selv komme på banen og henvende dig uopfordret med dine idéer til et projektorienteret forløb.

  • På din fagside om projektorienteret forløb, kan du finde et brev til projektværter, som du kan bruge til at fortælle, hvad studerende fra din uddannelse kan tilbyde.  
  • Find flere gode råd omkring det at søge en praktikstilling, skrive ansøgninger m.m. hos Arts Karriere

Projektorienteret forløb i udlandet

Det er også muligt at tage på projektorienteret forløb i udlandet, hvis blot opholdet lever op til studieordningens krav til det projektorienterede forløb. Du skal følge samme fremgangsmåde, som hvis du skulle i projektorienteret forløb i Danmark.

Skal du rejse til udlandet i forbindelse med dit projektorienterede forløb, kan du søge enten Arts Rejsestipendium eller et Erasmus Praktikstipendium. Du kan desuden finde praktisk information inden afrejse og mens du er ude.

Hvis du skal i projektorienteret forløb i et land, hvor der er et krav om løn under forløbet, kan du læse mere under punktet 'Løn i forbindelse med projektorienteret forløb' i FAQ’en.

Projektorienteret forløb i egen virksomhed

Vil du gerne starte egen virksomhed eller har du allerede en virksomhed, har du mulighed for at komme i projektorienteret forløb i din egen virksomhed.

Det projektorienterede forløb foregår hos The Kitchen, som er Aarhus Universitets iværksætterhus. Her følger du et skræddersyet program sammen med studerende fra resten af universitetet. Din dagligdag bliver i The Kitchen, hvor du kommer til at sidde sammen med husets iværksættere. Udover programmet får du adgang til The Kitchens services, blandt andet mødelokaler, kontorplads og podcaststudie samt rådgivning fra advokater og revisorer.

Som i et almindeligt projektorienteret forløb skal du have en vejleder fra din uddannelse. Din projektvejleder skal godkende, at dit projektorienterede forløb i egen virksomhed er fagligt relevant og vejleder dig under forløbet og i forbindelse med den eksamen, som er beskrevet i din studieordning.  

Læs mere om muligheden for projektorienteret forløb i din egen virksomhed hos The Kitchen

4. Find en faglig vejleder til dit projektorienterede forløb

I søgefeltet øverst kan du finde din uddannelses side om projektorienteret forløb og læse mere om, hvordan du finder en faglig vejleder til dit projektorienterede forløb.

5. Projektaftalen

Inden du påbegynder dit projektorienterede forløb, skal du udfylde og derefter indsende en projektaftale i samarbejde med din projektvært og din faglige vejleder på AU:

Når aftalen er udfyldt, skal den underskrives af dig, din projektvært og din faglige vejleder eller projektkoordinatoren på dit fag. Du finder nærmere information om, hvem der skal underskrive aftalen på din uddannelses side om projektorienteret forløb (søg via boksen øverst).

Den faglige vejleder eller projektkoordinatoren godkender med sin underskrift, at forløbet er fagligt relevant, og at det kan tilrettelægges inden for uddannelsens normerede studietid.

Det er dit ansvar at sørge for, at aftalen bliver udfyldt og underskrevet af alle parter.

Sådan udfylder du projektaftalen

Udgangspunktet for det projektorienterede forløb er de faglige mål i studieordningen, og inden du udfylder projektaftalen, skal du overveje, hvordan du vil indfri målene i dit konkrete forløb, og hvilke faglige ambitioner, du har for dit projektorienterede forløb.

Specifikke målsætninger for forløbet

I samarbejde med din faglige vejleder skal du i projektaftalen beskrive 3-5 konkrete målsætninger, aktiviteter og opgaver i dit projektorienterede forløb, der understøtter de faglige mål fra din studieordning. Beskrivelsen skal samtidig udarbejdes i dialog med din projektvært og dit forventede arbejdsområde her.

Du kan justere dit fokus og dine målsætninger undervejs i samarbejde med din faglige vejleder og din projektvært.

Hvis det fremgår af din studieordning, at du skal lave en empirisk undersøgelse som en del af det projektorienterede forløb, skal du i projektaftalen lave en foreløbig beskrivelse af denne undersøgelse.

Vilkår under forløbet

Det skal fremgå af aftalen, hvilke vilkår der er for opholdet hos projektværten. Det kan f.eks. være en beskrivelse af stedet og faciliteterne, der stilles til rådighed for dig. Det kan også rumme en beskrivelse af eventuelt forventede rejse- og mødeaktiviteter.

Vejledningsplan

I aftalen skal du sammen med din faglige vejleder lave en vejledningsplan for det projektorienterede forløb. Derudover skal du angive, hvilke andre forpligtelser, du eventuelt også har på universitetet i løbet af det semester, hvor du er i projektorienteret forløb. Det kan være specialeforberedende aktiviteter, undervisning eller eventuelle deadlines for aflevering af delopgaver eller lignende.

Sådan indsender du din projektaftale

Når din projektaftale er godkendt og underskrevet, skal du indscanne og uploade den på mitstudie.au.dk. Du skal bruge blanketten

Sådan udfylder du blanketten:

  • Hvilket universitet ønsker du at tage fag/forløb på? = Aarhus Universitet
  • Hvilken uddannelse vil du tage fag/forløb på? = den uddannelse, du er indskrevet på
  • Fag der ønskes fulgt = projektorienteret forløb (eller feltarbejde)
  • Hvilket fag/gruppe ønskes der forhåndsgodkendelse til (jf. din studieordning)? = projektorienteret forløb (eller feltarbejde)

6. Eksamen

Du kan læse om eksamen i forbindelse med projektorienteret forløb i din studieordning.

Hvis der i din studieordning er krav om at du skal aflevere en opgave, en portfolio eller aflægge en mundtlig prøve, vil eksamensdatoen fremgå af eksamensplanen for din uddannelse.

Det er en god ide at tage noter og føre dagbog undervejs, det kan bruges til eksamen.

Sørg også for at have alt relevant skriftligt materiale med fra projektværten og den information om virksomheden/organisationen, som du har brug for i forhold til eksamen. Det kan f.eks. være materiale om virksomhedens/organisationens historie, organisationsstrukturen, dens juridiske og økonomiske grundlag m.m.

7. Evaluering

Du skal evaluere projektorienteret forløb via Brightspace, ligesom alle øvrige undervisningsforløb. Du vil modtage en mail med link til evalueringen efter projektets afslutning.

Din projektvært vil også blive bedt om at evaluere det projektorienterede forløb. Universitetet sender i den forbindelse en mail til projektværten i slutningen af dit projektophold med et link til evalueringen. Denne evaluering har fokus på rammerne for projektorienteret forløb og samarbejdet med universitetet.

FAQ

Kan jeg flytte mit projektorienterede forløb til et andet semester?

Af faglige og praktiske grund kan du kun tage i projektorienteret forløb på det semester, hvor det er placeret i din studieordning – for de fleste studerendes vedkommende på 3. semester.

Hvis du som følge af barsel eller usædvanlige forhold, f.eks. sygdom, følger en individuel studieplan, kan du søge om dispensation til at flytte det projektorienterede forløb til et andet semester. Læs mere om dispensation og usædvanlige forhold.

Hvornår skal jeg senest have en projektaftale på plads?

For at sikre, at du kan nå at gennemføre dit projektorienterede forløb, skal du senest have fundet en projektvært og indgået aftale et par uger inden semesterstart.

Skulle de ikke lykkes dig at få en projektaftale på plads, skal du hurtigst muligt søge om at blive tilmeldt det alternative undervisningsforløb.

Fristerne finder du under punktet ”Hvad gør jeg, hvis jeg ikke finder en projektvært”.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke finder en projektvært?

Skulle det ikke lykkes dig at få en projektaftale på plads inden semesterstart, skal du hurtigst muligt søge om at blive tilmeldt det alternative undervisningsforløb.

Tjek din studieordning for at se dine muligheder.

Bemærk at undervisningsudbuddet kan være begrænset, da du kun kan blive optaget på kurser med ledige pladser. Det er ikke muligt at blive eftertilmeldt profilfaget 'Undervisning i teori og praksis'.

Fristerne for at tilmelde dig det alternative undervisningsforløb:

  • Projektorienteret forløb i efteråret
    Finder du ikke en projektvært inden midten af august, skal du tilmelde dig et alternativt undervisningsforløb på studieselvbetjeningen (STADS) i perioden 13.-17. august.
  • Projektorienteret forløb i foråret
    Finder du ikke en projektvært inden 13. januar, skal du henvende dig til Studiecenter Arts.

Kan jeg komme i projektorienteret forløb som gymnasielærer?

Ja - for studerende på de fag, der uddanner gymnasielærere, er der mulighed for at komme i projektorienteret forløb som gymnasielærer.

Gymnasieoforløbet indgår som en del af underviserprofilen, som du kan læse mere om på siderne om Profilfag.

Må jeg være i projektorienteret forløb hos mit studiejob?

Du må gerne indgå aftale om projektorienteret forløb med en virksomhed, som du også har et studiejob hos.

Da det projektorienterede forløb er et uddannelsesophold og ikke må være lønnet, er det et krav, at du har to uafhængige kontrakter samt at kontrakten for det projektorienterede forløb lever op til de faglige og formelle krav, som er beskrevet i studieordningen samt her på siden.

Må jeg modtage løn i forbindelse med projektorienteret forløb?

Vær opmærksom på, at du som studerende ikke må modtage løn i forbindelse med dit projektorienterede forløb i Danmark. Indgår du aftale om udbetaling af løn, kan dit ophold ikke godkendes som projektorienteret forløb og dermed ikke indgå som en del af din uddannelse.

Som løn regnes også vederlag, godtgørelse med videre, som ikke er refusion af dokumenterede udgifter relateret til dit ophold.

Når du er i et projektorienteret forløb, må du dog modtage en erkendtlighed på op til 3000 kr. om måneden fra din projektvært. Det er frivilligt for projektværten, om de vil give dig en erkendtlighed og erkendtligheden må ikke gives som en på forhånd fastsat indkomst, som du kan regne med at modtage i lighed med løn.

Du kan læse mere om erkendtlighed og SU under projektorienteret forløb her.

Særligt for projektorienteret forløb i udlandet

Hvis du skal i projektorienteret forløb i udlandet, må opholdet være lønnet, hvis der i det pågældende land er et krav om løn under forløbet.

Det projektorienterede forløb i udlandet skal opfylde samme faglige og indholdsmæssige krav, som forløbet i Danmark.      

Hvad gør jeg, hvis der opstår problemer undervejs?

Vær opsøgende hos din projektvært – spørg kollegaer til råds om det, du ikke forstår.  

Gør opmærksom på, hvis du f.eks. har for få eller for mange opgaver, eller hvis du ikke føler, at forløbet lever op til de aftaler, I har indgået.

Hvis der opstår problemer undervejs eller din projektvært ikke lever op til projektaftalen, skal du kontakte din faglige vejleder eller koordinatoren for projektorienteret forløb på din uddannelse.