Et gæstefag er et modul eller kursus, du tager ved et andet fag end dit stamfag, og som kan erstatte et eller flere obligatoriske eller valgfri kurser i din uddannelse – altså meritoverføres.
Gæstefag er ikke et kursus ud over din uddannelse. Hvis du ønsker kurser ud over din uddannelse, kan du orientere dig om mulighederne for efter- og videreuddannelse på Arts.
For at du kan blive indskrevet på gæstefag på Arts, skal du leve op til følgende forudsætninger:
- Du skal være indskrevet på en videregående uddannelse ved en dansk uddannelsesinstitution
Det er ikke en forudsætning, at du i forvejen er indskrevet på en uddannelse ved Aarhus Universitet. Muligheden for indskrivning på et gæstefag er åben for alle, der er indskrevet som fuldtidsstuderende på en videregående uddannelse ved en dansk uddannelsesinstitution.
- Modulet/kurset skal kunne meritoverføres
Det er studienævnet på dit stamfag, der skal bekræfte, at kurset kan meritoverføres til din nuværende uddannelse og dermed erstatte et modul, der indgår i din nuværende uddannelse.
- Du skal opfylde adgangskrav og forudsætningskrav
Du skal opfylde adgangskrav og evt. specifikke forudsætningskrav, som gælder for den uddannelse, hvor modulet/kurset udbydes. Hvorvidt du opfylder kravene vil bero på en faglig vurdering. Det er studienævnet, der afgør om, du har det fornødne fagniveau til at følge undervisningen og deltage i eksamen i det ønskede kursus.
- Der skal være ledige pladser på det kursus, du ønsker at blive indskrevet på
Det er studienævnet på det fag, der udbyder kurset, der skal vurdere om der er ledige pladser. Bemærk, at der ikke kan optages gæstefagsstuderende på kurser, der ligger på bacheloruddannelsens 1. semester.
Fristerne for at søge om optag på gæstefag på Arts er:
-
- Gæstefag i forårssemestret: 15. oktober - 5. december
- Gæstefag i efterårssemesteret: 15. april - 5. juni
Hvis du ved fristen endnu ikke har en forhåndsgodkendelse på plads, opfordrer vi dig til at søge om optag og eftersende forhåndsgodkendelsen så snart muligt.