Studiestart Arabisk Bachelor 2019

Velkommen på Arabisk og Islamstudier!

Her finder du alle praktiske informationer om din studiestart

Velkommen på Arabisk- og Islamstudier

Kære nye studerende på Arabisk og Islamstudier, Aarhus Universitet

Din studiestart er i uge 35, og er en introuge. Ugen drejer sig om at integrere dig, fagligt og socialt, på dit studie og på Aarhus Universitet. Til at hjælpe dig er vi en gruppe studerende på tværs af årgangene fra arabisk- og islamstudier, som vil være dine tutorer i introugen og fremefter. Vi har arrangeret et hyggeligt, sjovt og spændende program, som nok skal gøre dig klar til at starte med undervisningen ugen efter. Vi ved godt, hvordan det er at være ny, eftersom vi alle har været det de seneste år. Du skal derfor nok blive hjulpet godt i gang af os og høre en hel masse om, hvordan det er at være en del af dette studie. Noget af det bedste ved arabisk- og islamstudier er, at vi er så få på studiet, at det er muligt at lære alle at kende. Det sætter vi en stor ære i, og glæder os derfor meget til at møde dig og byde dig velkommen i vores fællesskab 

Programmet for introugen, og meget andet, kan du finde i studiestartspjecen, som du kan downloade under punktet ’studiestartsmateriale’ længere nede på siden.

Praktisk information

Første gang vi mødes er klokken 9:00 mandag morgen d. 26/8 i bygning 1441 lokale 010 (Tåsingegade). Hvis alle disse tal og navne forvirrer, så frygt ej, for du kan finde meget mere information i studiestartspjecen nedenfor. Her er der også kontaktoplysninger på alle tutorerne, så du altid kan komme i kontakt med os, skulle der opstå forvirring.

Vi har allerede nu lavet en facebookside for din årgang, som du kan finde og tilmelde dig her: https://www.facebook.com/groups/2169778713142968/

Udover introugen fra d. 26/8-30/8 arrangerer vi også en hyttetur, hvor du vil få masser af tid til at lære dine medstuderende godt at kende. Hytten ligger ved Ryomgård - cirka 40 km fra Aarhus - og turen vil finde sted i weekenden d. 20/9-22/9.

Det er desuden utroligt vigtigt, at du tager dig god tid til at læse studiestartspjecen en gang - og helst to, for der er masser af vigtig viden at finde i den, eksempelvis at du skal huske computer første dag. 

Studiestartsprøve

Pr. 1/9 2016 er der indført en studiestartsprøve på alle bacheloruddannelser på Arts. Prøven afholdes i løbet af september på bacheloruddannelsens første semester.

På Arabisk- og islamstudier er studiestartsprøven tilknyttet disciplinen Teori og metode i Arabisk- og islamstudier. Via linket kan du læse mere om prøvens art i kursuskataloget.  

Det er vigtigt, at du orienterer dig om studiestartsprøven. I introugen kan din studievejleder fortælle dig mere om studiestartsprøven på din uddannelse. 

IT-systemer og vigtige links

  • mitstudie.au.dk er indgangen til undervisning, studieinformation og selvbetjeningssystemer. Her finder du ugeskema, studieportal, studieordning, AU-mail, vigtige beskeder, links til sites og systemer og meget mere. Det er faktisk kun nødvendigt at logge ind på mitstudie.au.dk, for herfra kan du komme videre til alt det, du har brug for som studerende.

  • Blackboard er en e-læringsplatform, hvor dine undervisere uploader materialer og andet relevant information til din undervisning.

  • mit.au.dk er til studieselvbetjening, hvor du eksempelvis kan bestille studiekort og gå på STADS (se mere herunder).

  • Studieselvbetjeningen (STADS) er stedet, hvor du kan se dine eksamensresultater, bestille eksamensudskrifter, m.m.. Det er også her du tilmelder dig kurser og eksamen, når det i din uddannelse bliver nødvendigt. Se guide om brug af STADS.

  • studerende.au.dk/arts er din studieportal (du er her lige nu!), hvor al relevant information om undervisning, eksamen, regler, vejledning m.m. er samlet.

Få overblik over IT-systemer på AU

430464 / i40