Studenterforeninger på Arts

Foreningslivet på Arts


Med tre institutter, 22 afdelinger, 94 uddannelser og godt 10.000 studerende, er Artsfakultetet et af Danmarks største.

Arts har derfor også et stort, rigt og mangfoldigt foreningsliv, der tæller flere end 100 foreninger drevet af frivillige studerende. Foreningerne består af alt fra fredagsbarer, festforeninger og revyer til fagudvalg, studentermagasiner og foredragsforeninger. De spiller alle en helt essentiel rolle i at sikre det levende faglige og sociale studiemiljø, der er stor del af livet som universitetsstuderende.

Med andre ord er der en forening for alle! Gå på opdagelse i Arts’ foreninger i oversigten herunder, og kontakt den eller dem, du er interesseret i at blive medlem af eller vide mere om. 

Hvad er Arts ForeningsForum?

Arts ForeningsForum er et netværk for alle de 100+ studenterdrevne, frivillige foreninger på Arts-fakultetet på Aarhus Universitet.

Netværket har til formål at…

  • … give foreningerne et rum til at videndele, samarbejde, erfaringsudveksle, dele arrangementer og inspirere hinanden.
  • … fungere som en kommunikationskanal mellem Arts og foreningerne.
  • … understøtte foreningernes arbejde på baggrund af foreningernes egne input og behov.

Netværket ”bor” til dagligt i en Facebookgruppe med omkring 150 bestyrelsesmedlemmer fra de mange foreninger. Derudover sendes der løbende mails med vigtig information fra Arts til foreningerne i netværket. Der indkaldes til cirka to fællesmøder pr. semester, hvor også Arts Bygningsservice deltager.

Alfabetisk oversigt

Søg


Mere viden om foreningslivet

Hvad er en frivillig forening?

En frivillig forening er en uafhængig og selvstændig enhed, som består af en kreds af personer, der danner et fællesskab om et bestemt formål. En frivillig forening kan f.eks. være en sportsforening, velgørenhedsforening, rejseforening eller social forening.

I Danmark findes der ingen foreningslov, frivillige foreninger er ikke forpligtet til at lade sig registrere, og de har heller ikke afgifts- eller oplysningspligt over for det offentlige.

Det betyder, at der ikke er nogle lovmæssige krav til en forening. Der er dog stadig nogle formelle grundkrav, som en forening skal leve op til for at blive anerkendt juridisk som en forening.

Ofte er det i det øjeblik, at foreningen skal administrere en økonomi eller eje noget, at det bliver nødvendigt at leve op til de fem juridiske grundkrav for foreninger:

  1. Foreningen skal udforme vedtægter
  2. Foreningen skal vælge en ledelse (bestyrelse)
  3. Foreningen skal have medlemmer (og i vedtægterne tage stilling til, hvilken type medlemmer foreningen er rettet imod)
  4. Foreningen skal have en økonomi, der er afgrænset fra medlemmernes
  5. Foreningen skal afholde et stiftelsesmøde (og tage referat, så det kan dokumenteres, at foreningen er blevet stiftet)

Læs meget mere om de fem juridiske grundkrav hos Center For Frivilligt Socialt Arbejde her

 

Hvis I ikke udformer vedtægter, vælger en bestyrelse og laver formuleringer om økonomi og medlemskab, kan I stadig kalde jer en forening og lave alle de aktiviteter, I har lyst til. Men i juridisk forstand vil I blot være en gruppe personer, der har fundet sammen om nogle fælles aktiviteter.

Sådan registrerer du din forening

Første step i at oprette en frivillig forening er at registrere den. Når din forening registreres, får den nemlig et CVR-nummer. Et CVR-nummer er nødvendigt, hvis foreningen skal have oprettet en foreningskonto i en bank, eller hvis foreningen skal have udbetalt tilskud fra det offentlige.

Det er gratis, nemt og hurtigt at registrere en frivillig forening, og alle med et NemID kan gøre det.

Foreningen registreres online på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, Virk.dk. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en registreret frivillig forening skal forny sin registrering hvert tredje år. Dette gøres også på Virk.dk og er gratis.

 

Guide

    • Foreningens navn
    • Adresse
    • E-mailadresse
  • Skattestyrelsen godkender automatisk registreringen af din forening og sender en besked til foreningens digitale postkasse om, at beviset kan hentes på skat.dk.

Med CVR-nummeret kan du oprette en foreningskonto (NemKonto) i banken. Her vil banken kræve at se foreningens vedtægter, et referat fra foreningens stiftelsesmøde eller seneste generalforsamling samt andre relevante oplysninger.

 

Særligt for festforeninger og fredagsbarer 

Den juridiske gruppe i Universitetsledelsens Stab skal give tilladelse til og registrere festforeninger, fredagsbarer og andre foreninger, der har til hensigt sælge alkohol og dermed ansøge om en alkoholbevilling. 

Skal du oprette en fredagsbar eller festforening, kan du derfor læse her, hvad du skal gøre, og hvilke blanketter du skal udfylde. 

Sådan afholder du et arrangement på campus

OBS! Under covid-19 gælder de informationer og retningslinjer for studenterdrevne arrangementer på campus, der kan findes i Studieportalens corona-information.

Arts sikrer naturligvis de gode fysiske rammer for alle Arts-foreningers aktiviteter. Som forening kan du låne både studieområder, undervisningslokaler og fællesarealer til afholdelse af aktiviteter og arrangementer.

Skal du afholde et socialt arrangement i form af en fest, fredagsbar eller et arrangement, der på anden vis inkluderer spisning og/eller alkohol, kan du låne et studieområde eller et fællesareal såsom en kantine.

Skal du afholde et fagligt eller fagligt-socialt arrangement, der ikke inkluderer spisning og/eller alkohol, kan du udover studieområder og fællesarealer også låne undervisningslokaler.

Al information om lokalelån og afholdelse af arrangementer på Arts finder du her. 


Særligt for fredagsbarer og fester

Husk at foreninger, der skal afholde arrangementer med salg af alkohol, skal have en alkoholbevilling af politiet.

Sådan søger du tilskud til din forening

For en frivillig forening er indtægter fra fundraising typisk en betydelig del af drifts- og aktivitetsgrundlaget. Fundraising betyder at skaffe midler. Det kan man gøre på mange forskellige måder, blandt andet gennem puljer, fonde, sponsorater og samarbejder.

Læs om fundraising her og her.

Læs om arbejdet med at søge puljer og fonde her.

Find en samling af samtlige danske fonde og puljer hos Legatbogen.

 

På Aarhus Universitet findes der flere forskellige puljer, foreninger kan søge tilskud fra:

 

OBS! Bemærk at en forening skal have CVR-nummer for at kunne søge og modtage tilskud fra offentlige myndigheder. Find mere information om dette under ”Sådan registrerer du din forening”.

Kontakt

Har du spørgsmål til foreningslivet på Arts, eller har din forening brug for hjælp eller sparring?

Så kontakt trivselskoordinator Amanda Timmermann på atim@au.dk.

Mangler din forening i oversigten her på siden? 

Så er det fordi, vi endnu ikke kender til din forening. Kontakt Amanda, så vi kan tilføje foreningen til vores mailliste, og anmod gerne om at blive medlem af Arts ForeningsForum, facebookgruppen for alle Arts-foreninger.