Læse-/skrivevanskeligheder

Hvis du oplever vanskeligheder på dit studie som følge af dysleksi (ordblindhed), kan du søge støtte, så du får hjælp til dit studiemæssige handikap. For at få støtte, skal du have dokumentation for, at du har dysleksi. SPS kan hjælpe dig med at få foretaget en test og eventuelt dokumentere din dysleksi, hvis du ikke allerede har dokumentation.

Læs mere om RSC

Læs mere om Læse- skrivevejledning v RSC

Hvad er dysleksi?

Dysleksi kaldes også ordblindhed. Dysleksi er en specifik form for læse-/skrivevanskeligheder, som ikke er afhængig af intelligens eller andre indlæringsmæssige forhold. Dysleksi rammer altså alle typer mennesker uafhængigt af alder, motivation og uddannelsesniveau. Dysleksi har rod i neurologiske forhold, der som regel er arvelige.

Typiske tegn på dysleksi

  • Lav læsehastighed eller upræcis læsning
  • Trætheds- og/eller koncentrationsproblemer under læsning og skrivning
  • Det er svært at stave længere enkeltord
  • Det er svært at formulere sig præcist skriftligt
  • Det er svært at læse og lære nye ord
  • Det er svært at læse og forstå fagtekster
  • Det er svært at læse på fremmedsprog

Støttemuligheder for studerende med dysleksi

Formålet med studiestøtten er at udvikle strategier til at håndtere de vanskeligheder, du oplever på grund af dine læse-/skrivevanskeligheder. Støtten kan bestå af:

  • Computerprogrammer, som hjælper dig med at læse dine studietekster op og som foreslår ord, så du får støtte til din stavning under skrivearbejdet
  • Studiestøtte, som består af et individuelt tilrettelagt forløb hos en akademisk læse-/skrivevejleder. Du kan samarbejde med læse-/skrivevejlederen om at systematisere og videreudvikle strategier, som hjælper dig til at håndtere læse- og skriveopgaver på studiet.