At finde sin vej ind i arbejdslivet kan se ud på så mange måder. At have et studiejob er langt fra den eneste måde, du kan tilegne dig relevant erfaring på - du er jo allerede i gang med det, fordi du er ved at tage en uddannelse!
Frivilligt arbejde kan, ligesom et studiejob, åbne mange døre til dit fremtidige arbejdsliv. Det kan give dig oplevelsen af at gøre en forskel og finde mening i det, du laver – og lige netop dét kan være en rigtig god erfaring at have med sig ind i arbejdslivet! Samtidig bliver du en del af et netværk af mennesker, som deler dine interesser, og det kan være en værdifuld støtte og inspiration til både din personlige og professionelle udvikling.
Et projektorienteret forløb kan være en god mulighed for at få praktisk erfaring med arbejdsmarkedet. Her kan du både bringe dine faglige og personlige kompetencer i spil. Det er et længere forløb, hvor der er tid til at få forskellige opgaver i hænderne og indgå rigtigt i en arbejdsplads. Her kan du opleve, hvordan du trives i forskellige arbejdsformer- og processer. Og så giver det dig erhvervserfaring til CV’et.
Et projektorienteret forløb kan også give dig en erfaring med, hvordan dine udfordringer påvirker dine arbejdsopgaver – eller hvordan de ikke gør!
Der er forskellige muligheder og retningslinjer for det projektorienterede forløb alt efter, hvilken kandidatuddannelse, du læser. Det kan du læse mere om i din studieordning. Du kan også altid tage fat i studievejledningen på din uddannelse for at få overblik over, hvad der kan lade sig gøre for dig.
Det er værd at huske på, at du i dine eksamensopgaver er kommet godt omkring en masse forskellige problemstillinger, undersøgelser og analyser.
I dine eksamensopgaver har du netop muligheden for at arbejde med det, du synes er spændende, vigtigt eller måske bare løjerligt. Det er bl.a. i dine eksamensopgaver, du bruger dine evner og din faglighed og omsætter det i en kontekst. Og allerede her er der mange ting, som det er noget særligt at lige netop du ved noget om og har erfaring med. Det kan være, du har lavet en eksamensopgave, som viser sig at være et relevant perspektiv hos en kommende arbejdsplads?
Hvis du skriver erhvervsspeciale, betyder det, at du skriver dit speciale i samarbejde med en virksomhed eller organisation. Et erhvervsspeciale kan skrives i samarbejde med både private virksomheder, offentlige institutioner og NGO’er, og man kan skrive erhvervsspeciale indenfor alle typer erhverv.
Et erhvervsspeciale er et akademisk speciale, der skrives på nøjagtig samme vilkår som andre specialer og bedømmes efter de faglige mål i din studieordning. Det betyder, at du som studerende skal følge studieordningen og de specialeregler, der gælder på det institut, hvor du er indskrevet. Et erhvervsspeciale er ikke en specialetype i sig selv, men skal udformes som en af de specialetyper, der er beskrevet i din studieordning.
Sammenslutningen af Unge med Handicap har nogle gode anbefalinger til studerende, som oplever udfordringer. De foreslår blandt andet, at du prioriterer at få erhvervserfaring under dit studie, hvis du har ressourcerne til det. Et studiejob kan være en rigtig god idé, og det behøver ikke være de klassiske 12-15 timer om ugen. Færre timer om ugen kan også gøre en forskel og give dig gode erfaringer. Det er bedre at have 2 timer om ugen i 1 år end at have 12 timer om ugen i 2 måneder og så brænde ud 😊 Og husk – frivilligt arbejde og projekter kan give dig lige så værdifuld erfaring.
Hold dig opdateret om reglerne for handicaptillæg, hvis det er relevant for dig, og rådfør dig ved SU-styrelsen.