Bestemmelse af levetider i kerne-astrofysik

Titel: Bestemmelse af levetider i kerne-astrofysik

Vejleder: Oliver Kirsebom

Fagområde: Eksperimentel kernefysik

Abstract: Komplekse netværk af kernereaktioner udgør drivkraften bag eksplosive astrofysiske processer såsom novaer og supernovaer. En forståelse af disse fascinerende fænomener kræver nøje kendskab til hver eneste af de mange kernereaktioner, som indgår i netværket. Resonanser kan på dramatisk vis forstærke kernereaktioner med mange størrelsesordner. På laboratorier rundt omkring i verden beskæftiger kernefysikere sig derfor med at måle egenskaberne af disse resonanser, herunder deres levetider. I et eksperimentet udført i efteråret 2012 på TRIUMF, Canadas Nationale Laboratorium for Partikel- og Kernefysik, indsamlede vi data til at bestemme levetiden af en bestemt resonans i kernen Mg-23.
Som studerende kommer du til at beskæftige dig med motivationen for eksperimentet (hvorfor ønsker vi at bestemme levetiden af netop denne resonans?). Du kommer også til at tilegne dig viden om den eksperimentelle opstilling og fremgangsmåde, men først og fremmest vil dit arbejde bestå i at analysere de indsamlede data. Erfaring med programmering (især C++) er en fordel, men ikke et krav.