Specialet på 4. semester

Hvornår er specialet? 

Specialet ligger på 4. semester på kandidatuddannelsen og er en del af det inviduelle forløb. 

På 4. semester er der indlagt tid til at skrive specialet. Det er organiseret i rotationer af 5 ugers varighed.

Der er ikke lagt tid ind tid til specialeskrivning på nogen af de andre semestre på kandidatuddannelsen. Derfor anbefaler vi, at du skriver speciale på 4. semester. 

Du kan godt starte på specialet før 4. semester. Du skal dog have bestået minimum 1. studieår på kandidatuddannelsen, før du må skrive specialet. 

1. Formelle krav og læringsmål

Formelle krav og læringsmål

De formelle krav til specialet finder du i kursuskataloget.

Her er lidt mere om formatet for specialet, der ikke står i kursuskataloget: 

  • Forfattere på specialet må kun være de studerende, der er forhåndsgodkendt via specialekontrakten. 
  • Specialet skal indeholde en referenceliste over den litteratur, du har brugt
  • På forsiden skriver du antal anslag inkl. mellemrum for hovedteksten
  • På forsiden skriver du antal ord for det danske og engelske resumé (et antal for hver)
  • Du skal kun aflevere ét dokument: hoveddokumentet (selve opgaven) - ingen bilag
  • Du bestemmer selv, hvad filen skal hedde og hvordan forsiden skal se ud
  • Du skal ikke uploade specialekontrakten, når du afleverer opgaven

2. Tilmelding til specialet

Tilmelding til specialet foregår i Selvbetjeningen (STADS), og du skal selv tilmelde dig specialet.

Tilmeldingsperioden er 1.-5. maj og 1.-5. november. 

Tilmeldingen til specialet er bindende.


Automatisk tilmelding på 6. semester

Har du endnu ikke skrevet specialet, når du rammer 6. semester regnet fra din studiestart, så tilmelder administrationen dig.

Det betyder, at det ikke er muligt at skubbe specialet til efter 6. semester og dermed lægge det i dit ekstra ½ år.

3. Valg af emne og vejleder

Du har flere muligheder, når du skal vælge emne for dit speciale: 


1. Find selv et emne/projekt 

Du kan selv lave en aftale med en vejleder om et projekt.

Det kan være en vejleder, du har mødt til undervisning, klinik eller andet.

Det er et krav, at vejlederen er ansat på Health, minimum som lektor/klinisk lektor. 

Har du flere vejledere er det kun din hovedvejleder, der skal være ansat på Health. 


2. Vælg et emne i opgavekatalog

Find et emne du gerne vil arbejde med i opgavekataloget. Kontakt den vejleder, der står under emnet. Bemærk, der er tre faner i opgavekataloget. 


3. Byg videre på dit projektforløb på 3. semester

Hvis du har haft et selvtilrettelagt forløb på 3. semester, kan du arbejde videre med det i specialeopgaven. 

Læs mere om, hvordan du bygger videre på dit projektforløb her

4. Specialekontrakten - sådan gør du

Du udfylder specialekontrakten sammen med din vejleder.

Brug denne vejledning, når du udfylder kontrakten

Når du har udfyldt og sendt kontrakten, bliver den sendt i kopi til: 

  • Health Studier
  • Din vejleder
  • Dig selv


Frister

Indsendelsesfristen for specialekontrakten er

  • 15. august (aflevering til efteråret)
  • 15. januar (aflevering til foråret).
     

Start i god tid

Selvom specialekontrakten først skal være indsendt efter sommerferien/efter jul er det en rigtig god ide at have en aftale med en vejleder og have snakket om projektet inden.

Vi ser ofte studerende komme i tidsnød, hvis de starter senere. 

Hvis I er flere der skriver sammen, skal I kun udfylde og indsende formularen én gang. Husk bare, at begge/alle navne og studienumre skal stå i den. 

5. Sådan afleverer du specialet

Afleveringsfristen for din opgave er den:

  • første hverdag i juni (forårssemester)
  • første hverdag i januar (efterårssemester).

Du skal aflevere din opgave i Digital Eksamen senest kl. 23.59.

Når du har afleveret din opgave, har du ikke længere mulighed for at ændre i den.

Afleveringen åbner ved semesterstart, og du kan derfor aflevere, når det passer dig. Opgaven bliver først bedømt efter afleveringsfristen.

6. Sådan foregår 2. og 3. eksamensforsøg for specialet

Du bruger et eksamensforsøg, hvis du:

  • ikke afleverer dit speciale til tiden
  • ikke består specialet.

Du bliver automatisk tilmeldt 2. eller 3. eksamensforsøg, og du har ikke mulighed for at afmelde dig specialet.
 

Hvornår starter dit 2. eller 3. eksamensforsøg?

  • Hvis du ikke afleverer specialet til tiden, starter dit nye forsøg 14 dage efter afleveringsfristen for dit forrige forsøg.
  • Hvis du ikke består specialet, starter dit nye forsøg 14 dage efter fristen for bedømmelse af din eksamen.  

Du får en ny afleveringsfrist på 3 uger.


Du skal have godkendt en ændret opgaveformulering

Ved både 2. og 3. eksamensforsøg skal du have godkendt en ændret opgaveformulering:

  • Den ændrede opgaveformulering skal ligge inden for samme emneområde.
  • Der skal være et nyt element i opgaveformuleringen, så der er tale om en reel ændring.
  • Din specialevejleder og studieleder/uddannelsesleder skal godkende den ændrede opgaveformulering.
  • Du skal udfylde og sende en ny specialkontrakt. 

Vi sender information til dig på din au-mail, hvis du skal i gang med 2. eller 3. prøveforsøg. 

Sådan gør du, hvis du bliver syg i forbindelse med specialeskrivningen.

Forskningsår og speciale

Du kan vælge skrive dit speciale på baggrund af data, du har indsamlet i forbindelse med dit forskningsårsprojekt. Der er nogle krav i den forbindelse:

  • Du kan først aflevere specalet, når din indskrivning på forskningsåret (og dermed din orlov) er afsluttet.
  • Du skal have bestået minimum 1. studieår på kandidatuddannelsen, før du må skrive specialet. 


Specialekontrakten

Du udfylder specialekontrakten sammen med din vejleder. 

Gå til specialekontrakt og vejledning


Deadlines

Du skal følge de almindelige deadlines for tilmelding til specialet og indsendelse af specialekontrakt, selvom du har forskningsår og dermed er på orlov.

Det vil sige, at i semesteret inden du skal skrive speciale, skal du huske: 

  • at tilmelde dig specialet i undervisningstilmeldingsperioden (1.-5. maj / 1.-5. november)
  • at udfylde specialekontrakt og indsende (15. august / 15. november)


Eksempel:

Du er indskrevet på forskningsår fra 01.09.2022 – 31.08.2023, og planlægger at skrive speciale i efteråret 2023:

  • Du tilmelder dig specialet i STADS 1.-5. maj 2023
  • Du indsender specialekontrakten senest 15. august 2023
  • Du afleverer opgaven senest første hverdag i januar 2024.


Bedømmelse

Som forskningsårsstuderende kan du få dit speciale bedømt inden for 6 uger, hvis du afleverer specialet før den officielle afleveringsfrist.

Du skal blot kontakte Health Studieservice på eksamen.medicin@au.dk, hvis du ønsker det. 

Frister

Tilmelding til specialet

  • 1.-5. maj (speciale i efteråret)

  • 1.-5. nov. (speciale i foråret)


Aflevering af specialekontrakt:

  • 15. august (speciale i efteråret)
  • 15. januar (speciale i foråret)