Guides til eksamen

Fem forskellige eksamensformer

På Health har vi fem forskellige eksamensformer: 

  • Skriftlig eksamen som hjemmeopgave
  • MCQ-eksamen (multiple choice questions)
  • Skriftlig eksamen på universitetet (stedprøve)
  • Mundtlig/praktisk eksamen på universitetet
  • Aktiv deltagelse i kurset


Nogle gange er flere eksamensformer koblet sammen til én samlet eksamen i et kursus. I kursuskataloget kan du se, hvilken eksamensform dit kursus har.  

Find dit kursus og den gældende eksamensform i kursuskataloget.
 

Anonyme eksamener

Disse eksamensformer er altid anonyme på Health: 

  • Alle skriftlige eksamener på universitetet (stedprøver)
  • Skriftlig eksamen som hjemmeopgave uden mundtligt forsvar
  • Skriftlig eksamen som hjemmeopgave uden praktiske øvelser 
  • Skriftlige eksamen som hjemmeopgave uden vejledning.

Når din eksamen er anonym, skal du ikke skrive navn, studienummer eller andet på din opgave, der kan identificere dig. 

Brug af generativ AI (GAI) til eksamen

Fra efterårssemesteret 2024 må du bruge generativ AI (GAI) til din eksamen, medmindre der i studieordningen eller kursusbeskrivelsen står, at det ikke er tilladt.

Hvis du bruger GAI til eksamen, er der nogle regler, du skal kende, og en vejledning du kan bruge. 


Regler for brug af GAI

Find reglerne for brug af GAI her


Særligt for google-søgninger og indbygget Generativ AI i søgeresultater

Google har for nylig indbygget Generativ AI i deres søgeresultater. Det betyder, at der ved flere google-søgninger kommer en ”AI-oversigt” frem som det øverste ”søgeresultat”.

Reglerne for eksamener, hvor alle hjælpemidler er tilladte, undtagen værktøjer baseret på Generativ Artificial Intelligence (GAI) er: 

  • Tilladt
    • Det er fortsat ok at lave google-søgninger på nettet
    • Det er også ok at læse den genererede AI-oversigt, hvis den dukker op i din søgning
       
  • Ikke tilladt
    • At folde den genererede AI-oversigt ud ("vis mere")
    • Det er ikke tilladt at bruge AI-oversigten fra søgningen direkte i din besvarelse – fx ved at kopiere hele eller dele af teksten ind
    • Det er fortsat ikke tilladt at aktivere eller benytte AI-chatbots og/eller andre generative AI-værktøjer ved denne type eksamener

Det er vigtigt at være godt inde i reglerne for din eksamen, så du ikke ved en fejl kommer til at gøre noget, du ikke må.


Vejledning til brug af GAI

Se vejledningen for brug af GAI

Om hjælpemidler til eksamen

Du kan se hvilke hjælpemidler, der er tilladt til din eksamen, på kursets side i kursuskataloget. 

Der findes i studieordningen to kategorier af hjælpemidler:  

Alle Alt, herunder adgang til internet osv. Men naturligvis må du ikke kommunikere med andre under din eksamen.
Anviste Du må kun bruge de hjælpemidler, som er listet på kursets side i kursuskataloget.

Du skal selv medbringe de af de tilladte hjælpemidler, som du vil bruge til eksamen. Du må ikke låne hjælpemidler af andre under din eksamen.

Det er hovedsagligt ved de skriftlige eksamener på universitetet, at der er begrænsning på, hvad du må bruge af hjælpemidler. 

Du kan læse detaljerede regler for hjælpemidler til skriftlige eksamener på universitetet ("stedprøver") her